Unge: Tro og kærlighed hænger sammen

Kærlighed trives bedst, hvis man tror på det samme, lyder beskeden fra en gruppe unge i Gellerup.

Nationaliteten er ikke afgørende for, om man kan gifte sig med hinanden - men det er en fælles tro, siger en gruppe unge. (© Colourbox)

- Der er ikke noget i vejen med at gifte sig med en dansk mand, men det skal være en muslim. Sådan fortæller 28-årige Jihanne Abdul-Ghani, der er opvokset i Danmark med palæstinensiske forældre.

Sammen med Amira Khabil køber hun ind i City Vest i Gellerup. De to kvinder, som begge bærer tørklædet hijab, er ikke overraskede over, at folk med indvandrerbaggrund gifter sig mindre med danskere. Det drejer sig om religion.

Det er udelukket for muslimer at finde danske kærester, der ikke tror på noget.

- Der er ikke nogen, som ville acceptere det. Man ville blive udstødt, fortæller Amira Khalil om synet på muslimer, der finder en ikke-muslim som partner.

Nationaliteten er ikke afgørende

De to kvinder kender dog flere i omgangskredsen, som har haft danske kærester, men det har givet skænderier med forældrene. Kvinderne understreger, at det ikke er nationaliteten, som er afgørende for, hvem man gifter sig med. Flere i indvandrerkredse gifter sig gerne med andre nationaliteter – også med danskere, der har konverteret til islam.

- Jeg synes ikke, at det er høje krav at stille til en dansk mand, at han skal konvertere for at blive muslimsk gift. Danskerne er jo et folkefærd, som ikke er troende. Det ville ikke være svært for en dansk mand at konvertere, for han har ikke noget, som han er opvokset med og holder fast i. Omvendt ville det være svært for en muslimsk kvinde at blive ateist, for hun er siden fødslen vokset op med troen og retningslinjerne, mener Jihanne Abdul-Ghani.

Ateisten takker nej til religiøse kærester

Jonas Nedergaard Elikabier har en far fra Egypten og en dansk mor. Den 26-årige pædagog synes, 'det er fedt' at have lidt af begge kulturer i årene. Han er ateist, og hans syn på religion spiller ind, når han skal finde drømmekvinden.

- Jeg har haft kristne kærester, hvor vi var uenige om flere ting. Jeg har ikke lyst til et kirkebryllup og til at blive gift i guds navn, siger han og kunne ikke forestille sig at finde en partner, der var meget troende, hvad enten det var en kristen eller muslim.

- Hvis kvinden var for religiøs, ville jeg have svært med det. Det er ikke sådan, at religion er afgørende, men det er en stor del af folks liv. Mange baserer hele deres eksistens på religion.

Religion spiller ingen rolle

For Martin Ramskov, der er jurastuderende og bosat i Gellerup, spiller religion dog ingen rolle, når han som single leder efter kærligheden. Det er ikke kulturen, der er det vigtige i et forhold, mener han.

- Religion og forskellig kultur er kun en skal, man skal komme forbi. I begyndelsen betyder det meget. Men når man kommer under overfladen af rutiner og traditioner, finder man den sjæl, der er bagved, siger Martin Ramskov, som ikke ville være afvisende over for en kæreste med anden baggrund og også har bagt på muslimske piger.