Københavns Politi ransager med hjælp fra kolleger fra de øvrige politikredse en række adresser på Nørrebro, Indre by og Amager. Det drejer sig om i alt otte adresser.
Ransagningerne sker som følge af den fortsatte efterforskning af skudattentaterne 14. og 15. februar i København, som kostede to personer livet foran Krudttønden på Østerbro og synagogen i Krystalgade, inden gerningsmanden blev dræbt af politiets skud, oplyser Københavns Politi.
- Vi er fortsat i gang med at klarlægge gerningsmandens og de medvirkendes færden, og morgenens ransagninger skal ses i det lys, oplyser politiinspektør Jørgen Skov, Københavns Politi.
Tre mænd er fængslet
Tre personer er varetægtsfængslet i sagen.
En 18-årig mand er sigtet for medvirken og forsøg på manddrab ved at have hjulpet den formodede gerningsmand, Omar Abdel Hamid El-Hussein, med at skaffe en skudsikker vest og mindst én kniv.
Desuden er to mænd på 19 og 22 år fængslet mistænkt for at have bortskaffet et automatvåben, der blev brugt ved attentatet på Østerbro.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:550808596187a4153812fd22
Fængslinger udløber samme dag
De menes også at have skaffet den formodede gerningsmand to pistoler, som blev brugt i Krystalgade, og at have hjulpet ved at holde ham skjult.
Alle tre fængsledes varetægtsfængslinger udløber samme dag, nemlig 26. marts. Senest da skal en dommer tage stilling til, om deres fængslinger kan forlænges.
/ritzau/