I morgen er den gal igen - strejken blandt Norwegians piloter er stadig ikke endt i en aftale, og det betyder endnu en gang talrige aflysninger i selskabets skandinaviske trafik.
Det er fortsat primært indenrigstrafikken i de skandinaviske lande samt afgange mellem skandinaviske hovedstæder, som er ramt.
Allerede nu står 22 af Norwegians danske afgange tirsdag som aflyste på selskabets hjemmeside.
Dermed har Norwegians skandinaviske indenrigstrafik været stort set lammet i i alt syv døgn.
Stadig intet tegn på løsning
Netop nu sidder konfliktens parter i forhandlinger i Oslo.
Eksperter fortæller til DR, at de lange forhandlinger kan tyde på, at parterne kommer tættere på en løsning.
Norwegian forsøgte imidlertid at overbevise piloternes fagforening Parat om at få sagen afgjort i et voldgiftsnævn og altså væk fra et forhandlingsbord i hårdknude. Det afviste Parat.
Over 150.000 rejsende er blevet berørt af strejken, og det tal stiger altså yderligere i morgen, hvor 20.000 passagerer endnu en gang må finde alternative haleror at flyve med.