Mandag: 36 flyafgange til og fra Danmark er aflyst

Antallet af aflyste danske flyvninger er det højeste under Norwegians pilotstrejke. Få et overblik over mandagens aflysninger her.

En strejke blandt danske, svenske og norske piloter i Norwegian betyder adskillige aflysninger og lange ventetider for passagerer. (Foto: © Erik Refner, Scanpix)

Skal du rejse med Norwegian i dag, så bør du læse med her.

Konflikten mellem piloterne og ledelsen i det skandinaviske flyselskab fortsætter nemlig på 9. døgn, og mandag er 36 flyvninger til og fra Danmark aflyst.

Det er det højeste antal danske aflysninger under pilotstrejken, skriver check-in.dk.

34 af de aflyste afgange vedrører ruter til og fra København, mens Billund er ramt af en enkelt aflysning på den daglige flyvning til og fra Oslo.

25.000 passagerer er ramt

Flere end 150.000 passagerer har været ramt af Norwegian-piloternes strejke.

Hver dag i sidste uge måtte 35.000 passagerer sande, at deres fly var aflyst. Mandag er tallet nede på 25.000, fordi Norwegian har indkaldt reservefly til nogle de strejkeramte afgange, men det går altså alligevel hårdt ud over de danske passagerer.

I faktaboksen kan du se, hvilke flyvninger fra danske lufthavne, der er aflyst mandag. Resten af aflysningerne kan du se på Norwegians hjemmeside.