Norwegian-konflikt: Her er dagens aflysninger

Omkring 20.000 flypassagerer rammes søndag af Norwegian-konflikten. Dr.dk har samlet flyruter til og fra København, som påvirkes af strejken.

Mange Norwegian-fly bliver i dag på jorden på grund af strejkende piloter i datterselskabet Norwegian Air Shuttle Norway. (© Scanpix)

For en uge siden nedlagde Norwegians piloter arbejdet på grund af overflytningen til datterselskabet NAN og frygten for, om der overhovedet bliver plads til dyre skandinaviske piloter i Norwegian for fremtiden.

Siden har strejken dagligt haft konsekvenser for tusindvis af rejsende. Også i dag, hvor Norwegian vurderer, at omtrent 20.000 passagerer påvirkes af strejken.

Lørdag klokken 16 blev forhandlingerne genoptaget og er fortsat over natten, så de intense diskussioner nærmer sig 20. time.

Det afgørende punkt for piloterne er at skabe jobsikkerhed for de over 700 skandinaviske piloter. Noget som Næringslivets Hovedorganisation (NHO) - en pendant til Dansk Industri - har kaldt det mest urimelige krav i NHO's historie.

Ifølge det norske erhvervsmedie E24 har Norwegian forsøgt at komme piloterne i møde ved at tilbyde en garanti for piloternes job, løn og arbejdsvilkår i tre år. Det har piloterne foreløbigt afvist.

Herunder er den foreløbige oversigt over de flyafgange og ankomster, som er aflyst i dag, søndag.

Aflyste afgange:

12:00: København - Berlin

12:50: København - Trondheim

13:30: København - Helsinki

13:40: København - Stockholm/Arn

16:15: København - Bergen (SAS)

16:30: København - Stavanger (SAS)

17:15: København - Amsterdam

Aflyste ankomster:

11:25: Stockholm/Arn - København

13:05: Budapest - København

14:30: Berlin - København

16:30: Trondheim - København (SAS)

16:30: Stockholm/Arn - København

17:15: Helsinki - København

20:40: Amsterdam - København