Alle vil tjekke årsopgørelse: 110.136 brugere i køen før dig

Flere end en halv million danskere har siden fredag tjekket, om de skal have penge tilbage i skat.

Danskerne vil rigtig gerne vide, om de skylder Skat penge. Eller omvendt. (© Screendump fra skat.dk)

Når man lørdag formiddag logger ind på Skats hjemmeside for at tjekke sin årsopgørelse for 2014, kan man sagtens sætte kaffen over.

Eller endda tage et bad, tage tøj på og gå ned på gaden efter kaffe.

Der er i øjeblikket over en times ventetid på hjemmesiden, hvor over en halv million danskere siden fredag eftermiddag klokken 17:45 har tjekket, om de får penge tilbage i skat, eller om de skylder Skat penge.

- Danskerne er meget ivrige efter at komme ind og tjekke, når det gælder deres privatøkonomi, siger Jan Topp Rasmussen, it-direktør i Skat.

Ventetid på en time er helt normal

For Skat er det også en af årets helt store begivenheder, der har krævet mange forberedelser.

Frem til mandag kører sitet i en test-version, og det går helt efter planen, forsikrer Jan Topp Ramussen, selvom der lørdag formiddag, når man logger ind, er 110.136 i køen foran en selv.

- Det er helt normalt, siger Jan Topp Rasmussen, der råder til at tjekke tidlig morgen, sen aften eller om natten for kortest mulig ventetid.

Massiv telefonsupport klar mandag

Fra mandag sidder 450 telefonsupportere klar til at tage telefonen og besvare borgernes spørgsmål om deres årsopgørelse.

- Typisk vil de gerne vide, hvorfor de dog skal betale retsskat, siger Jan Topp Rasmussen.

To gange i døgnet opdaterer Skat sin Twitter-profil med antallet gange, danskerne er logget ind på siden. Flere logger dog ind to gange, så derfor ved SKAT 'kun' med sikkerhed, at en halv million unikkere brugere har tjekket, hvad deres privatøkonomi har i sigte.

https://twitter.com/Skat_DK/status/574130986092511233

Egentlig skulle man første kunne se årsopgørelsen på mandag, men som tidligere år har Skat altså valgt at åbne for adgangen i weekenden op til. Årsopgørelsen for 2014 er klar for 4,4 millioner skatteborgere.