Talsmand for strejkende SAS-medarbejdere: Det stopper ikke her

Hvis SAS' strejkende kabinepersonale går på arbejde klokken 12, kommer der en ny konflikt senere, siger talsmand Jakob Esposito.

Jakob Esposito, talsmand for de kabineansatte i SAS, er overbevist om, at der vil opstå en ny konflikt i Cimber, hvis de strejkende SAS-medarbejdere genoptager arbejdet inden ledelsens deadline klokken 12. (© DR)

Klokken ni mandag morgen gik det strejkende kabinepersonale hos SAS til møde med deres fagforening for at drøfte den konflikt, som siden fredag har tvunget SAS til at aflyse flere flyafgange.

Efter Arbejdsretten søndag dømte personalet til at genoptage arbejdet, stillede SAS kabinepersonalet det ultimatum, at de kan betragte sig selv som opsagt, hvis de ikke melder sig klar til at genoptage arbejdet klokken 12 mandag.

Jakob Esposito, talsmand for det strejkende personale, er imidlertid overbevist om, at en genoptagelse af arbejdet mandag vil betyde, at en ny konflikt følger med, når 147 ansatte efter planen flyttes til SAS' nye datterselskab Cimber.

- Hvis de ansatte skulle vælge at gå tilbage på arbejde her klokken 12, så er jeg ganske overbevist om, at det ikke slutter her. Så kan man lovligt konflikte sig til en overenskomst i det nye Cimber, og så sidder man jo på flertallet af de ansatte.

Cimber har billigere overenskomst

I slutningen af sidste år købte SAS det lille flyselskab Cimber for 20 millioner kroner. Personalet i Cimber er ansat på en billigere overenskomst end SAS personale i moderselskabet.

Personalet i SAS frygter derfor, at SAS' beslutning om at flytte 147 ansatte til Cimber skyldes, at man vil spare penge ved at få flere ansatte over på den billigere overenskomst - et greb, som siden har fået øgenavnet "Cimber-finte" - og det fik dem til at nedlægge arbejdet fredag.

Når de 147 er blevet flyttet, vurderer Esposito altså, at der vil opstå en ny konflikt i datterselskabet, som vil fortsætte, til man har opnået en ny overenskomst i det lille selskab.

Esposito ved endnu ikke, hvad udfaldet af mødet vil blive, men betegner stemningen blandt de ansatte som "under frysepunktet".