Grønlænderstiv: En nedsættende bemærkning, der hænger sammen med myten om, at grønlændere er genetisk anlagt for at tåle alkohol dårligt.
Og den myte punkteres nu af et nyt dansk studie fra Statens Institut for Folkesundhed.
- Man har tidligere troet, at grønlænderes genetiske alkoholprofil mindede om østasiateres, fordi den grønlandske befolkning oprindeligt stammer fra Sibirien, udtaler forskningsleder Janne Schurmann Tolstrup fra Statens Institut for Folkesundhed, SDU, i en pressemeddelelse.
Østasiatere har 'drukbremse'
Hun oplyser, at østasiatere har en særlig genetisk 'drukbremse', der beskytter dem mod at udvikle et alkoholmisbrug, og som betyder, at de tåler alkohol meget dårligt.
Det er første gang, at man har kortlagt grønlænderes genetiske alkoholprofil. Studiet viser, at grønlænderes genetiske alkoholgener i høj grad ligner danskeres og andre vesteuropæeres.
- Vores studie afviser teorien om det særlige alkolholgen, for vi kan se, at grønlænderes genetiske alkoholprofil slet ikke ligner østasiateres. Den er derimod fuldstændig lig den danske og vesteuropæiske profil, der bedre tåler eller bedre nedbryder alkohol, udtaler Janne Schurmann Tolstrup.
Alkoholmisbrug også genetisk bestemt
Evnen til at tåle eller måske rettere sagt nedbryde alkohol er delvist genetisk bestemt. Den genetiske profil hænger også sammen med risikoen for at udvikle et storforbrug af alkohol eller en anden form for alkoholmisbrug.
Langt de fleste danskere - og altså også grønlændere - har en genetisk profil, som ikke beskytter mod at udvikle storforbrug af alkohol og afhængighed.
Østasiatere har derimod en genetisk profil, der populært sagt virker som en slags antabus.
/ritzau/