Lige nu har Sundhedsstyrelsen 1.119 sager, hvor de skal tage stilling til, om sundhedspersoner, der i øjeblikket arbejder med patienter, overhovedet er egnet til at praktisere.
Det afslørede sundhedsminister Nick Hækkerup under dagens samråd i sagen om en hjerneskadet psykiater og Sundhedsstyrelsens rolle i den. De 1.119 sager er en del af de tusinde sager, som skal kulegraves ovenpå psykiatersagen.
I sagerne om egnethed skal det afgøres om sundhedspersonen kan arbejde på trods af fysiske eller psykiske handicap.
Lektor i sundhedsret på Syddansk Universitet, Kent Kristensen, fulgte samrådet, og for ham var det en overraskende - og lidt foruroligende - melding fra ministeren.
- Det betyder jo, at langt den største del af tilsynets sager, er åbne sager, hvor man ikke har truffet en afgørelse. Det på trods af at man er i tvivl omkring deres egnethed til at praktisere sikkert i forhold til patienten.
Også faglige sager
Foruden Sundhedsstyrelsens såkaldte egnethedssager er der også flere hundrede faglige sager, der skal undersøges.
Her handler sagerne om, hvorvidt sundhedspersonerne har de nødvendige faglige kompetencer til at praktisere.
Sidstnævnte gruppe er sager, der kan føre til, at sundhedspersoner ender på tilsynslisten.
Psykiater iblandt
Det store antal egnethedssager tyder ifølge Kent Kristensen på, at Sundhedsstyrelsen har flere sager, hvor afgørelser erstattes af frivillige aftaler.
Han erkender, at der blandt de 1.119 sager kan være sager, der er tæt på en afslutning.
- Men det kan også være eksemplet med den hjerneskadede psykiater, som netop vil være en del af de sager, der er åbne, siger han.
Nick Hækkerup var blevet kaldt i samråd ovenpå DR Nyheders afdækning om den hjerneskadede psykiater, der fik lov at praktisere i flere år, før Sundhedsstyrelsen midlertidigt fratog ham hans autorisation, selvom der havde været flere indberetninger om alvorlige fejlbehandlinger.
Du kan læse mere om sagen på vores temaside her, og hvis du mener at have oplysninger i sagen, hører vi gerne fra dig på psykiatri@dr.dk
Hvis du har mistanke om, at du er blevet fejlbehandlet af den hjerneskadede psykiater fra Vestjylland, skal du kontakte din praktiserende læge. Det oplyser Region Midtjylland til DR Nyheder.
19.20 Tidligere fremgik det, at de mange egnethedssager fjernede trygheden ved tilsynslisten. Det er ikke korrekt, da det kun er sundhedspersoner involveret i faglige sager, der risikere at komme på tilsynslisten. Fejlen er nu rettet.