GRAFIK Før vaccine fik de fleste mæslinger

Før MFR-vaccinen fik 98 procent af danskerne mæslinger, og fem til syv døde hvert år. Bekymret mor stiller spørgsmål ved statens massevaccinationsprogram

Der er brudt mæslingeepidemi ud i Berlin, og i Danmark er to børn ramt af mæslinger siden lørdag. Det får sundhedsmyndigheder til at varsle om, at en mulig mæslingeepidemi kan være på vej.

Men flere forældre vælger ikke at vaccinere deres børn med den såkaldte MFR-vaccine, der gør børn immune over for mæslinge. Forældrene mener, der er stor usikkerhed om bivirknignerne.

Selvom nålen niver, og babyen brøler, er og bliver MFR-vaccinen en god idé. Det mener både overlæger på Rigshospitalet, sundhedspersonale og Statens Seruminstitut.

- Man skal sørge for, at ens barn bliver vaccineret - det er alfa omega. Vi har en vaccine, som er gennemprøvet og virker, og risiciene ved sygdommen overskygger langt de eventuelle bivirkninger, fortæller overlæge på Rigshospitalets BørneUngeKlinik Anja Poulsen. Hun er ikke i tivl om, at eventuelle bivirkninger overskygges af fordelene.

Efterårsbarn reagerede på vaccine

Jeanette Wøldike er en af dem, der ikke har ladet sit barn vaccinere. Hendes to ældste børn er begge blevet vaccineret, men da den mellemste fik MFR-vaccinen, var det med så store komplikationer, at hun valgte ikke at lade sin yngste vaccinere.

- Mit ældste barn var et forårsbarn. Men den mellemste blev født slutefterår, og jeg oplevede, at han var voldsomt forkølet, og da han fik bronkitis, blev det helt håbløst, og jeg kunne amme efter fem måneder, siger Jeanette Wøldike til Danmarks Radio.

Hun satte sig bagefter for at researche, om der var en sammenhæng mellem sygdom og vaccine og har i hvert fald fundet tvivl nok til ikke uden videre at lade sin yngste søn vaccinere.

- Jeg ved godt, det jeg oplevede med min datter er uvidenskabeligt. Men det har andre også oplevet, og jeg bakkes op af uvildige instanser. Jeg kigger nuanceret på det. Det kan være statens massevaccinationsprogram, der er noget galt med, siger hun.

Mæslinger kryber under døre

Anja Poulsen, overlæge på Rigshospitalets BørneUngeklinik, mener, det er forkert at spille hazard med mæslinger. Virussen smitter enormt meget, og 70-80 procent af de smittede bliver indlagt.

- Det sætter så meget i gang, fordi den smitter meget mere end eksempelvis ebola. Den kan krybe under dørene, og det er faktisk en af de mest smitsomme sygdomme, der overhovedet findes, siger Anja Poulsen.

Hun fortæller, at vaccinen effektivt har reduceret antallet af mæslingeramte fra flere tusinde hvert år til ganske få i dag.

Før fik stort set alle mæslinger

MFR-vaccinationen mod mæslinger virker også mod fåresyge og røde hunde - deraf navnet M-F-R. Vaccinen blev introduceret i 1987.

Førhen fik op mod 98 procent af befolkningen mæslinger, inden de blev voksne, og epidemier, som kom med to til tre års mellemrum, kunne ramme helt op til 70.000 ifølge Sundhedsstyrelsen, og fem til syv børn døde ved hver epidemi.

Efter 1987 faldt det årlige antal anmeldte tilfælde drastisk; fra flere tusinde hvert år til ganske få. Det største udbrud i senere år var i 2011, hvor der var 84 tilfælde. I 2014 blev 27 ramt af sygdommen.