Sognepræst Vivi Andersen ved Grundtvigs Kirke i København bisatte tirsdag filminstruktøren Finn Nørgaard, der 14. februar - valentinsdag - blev skudt og dræbt ved et attentat ved Krudttønden på Østerbro i forrige weekend.
Hos Københavns Politi oplyser vicepolitiinspektør James Keiwe til Ritzau, at der ifølge politiets vurdering var omkring 750 personer til stede i kirken.
Efter bisættelsen blev Finn Nørgaards kiste båret ud til den ventende rustvogn - til lyden af kirkeklokkernes ringen. Familie og venner stod samlet, stille og alvorsfulde omkring rustvognen og kisten, der var smykket med hvide blomster.
Tydeligt rørt og bevæget
Da rustvognen med Finn Nørgaards kiste stille kørte fra Grundtvigs Kirke, fulgte familie, pårørende og venner langsomt efter.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), der fulgtes med justitsminister Mette Frederiksen (S) og De Radikales leder, Morten Østergaard, var tydelig rørt og bevæget.
Blandt de øvrige deltagere i bisættelsen var Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, De Konservatives formand, Søren Pape (K), Liberal Alliances partileder, Anders Samuelsen, formand for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl og Københavns overborgmester, Frank Jensen (S).
Fond støtter børn og unge
Ifølge Finn Nørgaards venner og familie, elskede den 55-årige filminstruktør børn og unge.
De har derfor har etableret Foreningen Finn Nørgaard for at ære Finn og sikre, at hans gavmilde personlighed og værdier løftes videre i livet. Foreningen uddeler midler til projekter og initiativer, der støtter udsatte børn og unge.
- Finn var et af de slags mennesker, som alle ønsker som ven, og bisættelsen viste også, at han havde rigtig mange venner, siger hans ven gennem 25 år Ole Mølgaard, der er en af initiativtagerne til foreningen.
40.000 kroner indsamlet
Pengene vil blive uddelt hvert år på Finn Nørgaards dødsdag 14. februar.
I stedet for blomster har foreningen opfordret til, at man yder et bidrag til foreningen. Ved middagstid tirsdag var der indsamlet omkring 40-50.000 kroner.
/ritzau/