Psykiatersagen: Elektronisk alarm kunne have stoppet overmedicinering

Patienter fik enorme mængder medicin af hjerneskadet psykiater, men et elektronisk alarmsystem kunne have forhindret udskrivningerne, lyder det fra ekspert

"En klient praler med, at han kan få udleveret alt den medicin, han ønsker af (psykiateren red.)," beskriver en leder af et misbrugscenter i en indberetning til Sundhedsstyrelsen. (© Stock exchange)

"De får så meget [medicin], at de kan sælge af det."

Sådan lyder bekymringen i en indberetning som Sundhedsstyrelsen modtog fra en kommune i april 2011 om den hjerneskadede psykiater.

"Giver medicin, uden egen læge ved det, til folk han ved, har misbrugsproblem," fortsætter indberetningen.

Indberetningen står ikke alene. Året før modtager Sundhedsstyrelsen en henvendelse fra en anden kommune, der er betænkelig ved, at psykiateren ordinerer Ritalin (ADHD-medicin) til to misbrugere, der er i behandling på et misbrugscenter.

Betænkeligheden er dukket op i forbindelse med, at "der er et stort omløb af tabletterne Ritalin på gaden", står der i dokumentet.

Bør ikke finde sted

At udskrive så store mængder medicin til misbrugere er ikke hensigtsmæssigt, for misbrugere vil altid have mere, forklarer overlæge i psykiatri og misbrugsekspert Henrik Rindom.

Samtidig kan det - særligt i kombination med anden medicin - føre til både overmedicinering og i værste fald dødsfald.

Derfor er det ifølge Henrik Rindom vigtigt at have kontrol med, hvad der udskrives og i hvilke mængder, det udskrives.

- Det bør ikke finde sted, men jeg skal være den første til at indrømme, at det kan være særdeles vanskeligt med misbrugere, som kan lægge et enormt pres på lægen for at få noget mere, forklarer han.

- Man skal holde tungen lige i munden, og det kan være svært, hvis man samtidig har en hjerneskade.

Alarm kan stoppe udlevering

Men det kan et elektronisk alarmsystem råde bod på ved at opfange og stoppe udleveringen af medicin, allerede inden recepten når frem til apoteket. Det mener tidligere kontorchef i Lægemiddelstyrelsen, Lasse Larsen.

Lasse Larsen var gennem femten år i Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen, frem til 2008, bl.a. ansvarlig for en række af de systemer, der indeholder oplysninger om lægers ordinationer. Han mener, at man relativt nemt kunne lægge en funktion ind i den såkaldte receptserver, som formidler lægens recept til apoteketet ad elektronisk vej.

- Så kunne systemet sende en recept tilbage til lægen, hvis der f.eks. var tale om en voldsom overdosering, og sørge for at lægemidlet ikke bliver udleveret på apoteket, før lægen eller andre har haft mulighed for at tænke sig om en ekstra gang, siger Lasse Larsen.

Videre til tilsynet

- Og det er klart, at hvis en læge gentagne gange får alarmer, så er der en ekstra alarmklokke, der skal ringe hos tilsynsmyndigheden eller et andet sted, der kan se på nærmere på det, mener Lasse Larsen.

Han vurderer, at man på få måneder kan udvikle systemerne til at slå alarm, når en læge overdoserer.

Som det er i dag har Sundhedsstyrelsen mulighed for at overvåge lægers ordinationer af medicin, som kan føre til misbrug, og antipsykotisk medicin, ved hjælp af oplysninger, som den får oversendt fra Lægemiddelstatistikregistret. Men oplysningerne kommer med forsinkelse og gemmes kun i ét år ad gangen, og systemet kan ikke automatisk forhindre udskrivninger af medicin, forklarer Lasse Larsen.

Krav til minister

SFs sundhedsordfører Øzlem Cekic vil tage sagen op med sundhedsminister Nick Hækkerup, der tirsdag skal i samråd i Folketingets Sundhedsudvalg.

- Jeg vil bede ministerne om at sætte sådan et system i gang, så når der er patienter der får overmedicinering eller ekstraordinært store doser, skal der være en alarm, der går i gang og sikrer, at det ikke ender med at patienten får så meget medicin, at det kan slå dem ihjel, siger Øzlem Cekic.

Sundhedsstyrelsen oplyser, at den er i gang med at se nærmere på mulighederne for at bruge de data, der findes, til at forbedre tilsynet med læger.

- Vi er i gang med en handlingsplan og heri indgår hvordan vi kan udnytte de eksisterende datakilder bedst muligt i forhold til et proaktiv tilsyn, lyder det i en skriftlig kommentar fra administrerende direktør, Else Smith.