I et nyt svar fra økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) til Folketingets Finansudvalg fremgår det, at 9100 kontanthjælpsmodtagere får over 300.000 kroner brutto i samlede ydelser fra staten.
Det får Venstre til at kræve en jobreform, mens Liberal Alliance kalder tallet grotesk.
Venstres arbejdsmarkedsordfører Hans Andersen vil have en jobreform, så det kan betale sig at arbejde.
- Jobreformen skal bestå af to elementer. For det første skal vi have et kontanthjælpsloft, der skal sige, hvor meget man højest kan modtage i støtte fra det offentlige. Og for det andet vil vi sætte skatten ned for dem med de laveste lønindkomster, siger han.
Det kan betale sig at arbejde
Et svar tidligere på året fra beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) til netop Hans Andersen viser, at det for langt de fleste af landets 147.000 kontanthjælpsmodtagere godt kan betale sig at arbejde.
Men det skal være tilfældet for alle og i endnu højere grad end i dag, siger Hans Andersen, der dog ikke vil forholde sig til, hvor kontanthjælpsloftet skal være.
- Det har vi ikke lagt os fast på. Men det skal omfatte flere end de 9100, der bliver nævnt her, siger han.
Enlige forsøgere får mere
Socialdemokraterne mener derimod, at det er helt ude i skoven at fokusere på de 9100 ud af knap 150.000 kontanthjælpsmodtagere, der får ydelser for mere end 300.000 kroner, sådan som Venstre, Liberal Alliance og den liberale tænketank Cepos gør.
Socialdemokraternes finansordfører Jesper Petersen erkender, at tallet umiddelbart kan lyde højt, men at det ses i det perspektiv, at det typisk drejer sig om enlige forsørgere med ekstra udgifter, der så modtager ydelser i form af børnepenge og børnetilskud.
- Grunden til, at tallet er så højt skyldes, at der er tale om enlige forsørgere, der, hvis de er så uheldige at blive arbejdsløse, også skal kunne forsørge familien, siger han.
Og da folk med lav lønindkomst får tilsvarende ekstra ydelser fra staten, kan det derfor ikke bruges til at begrunde, at det ikke kan betale sig at tage et arbejde, siger Jesper Petersen.
Den ekstra støtte skyldes børnepenge, børneydelse og friplads i institutioner.
LA: Grotesk højt
Liberal Alliances Joachim B. Olsen, der var med til at sparke en debat i gang for tre år siden, om at det skal kunne betale sig for alle ar arbejde, ryster på hovedet over tallene.
- Jeg synes, det er alt, alt for urimeligt. Det er grotesk højt. Det er uhensigtsmæssigt, for det betyder, at det ikke kan betale sig at arbejde. Jeg synes også, at rent politisk, rent moralsk, at det er uanstændigt, at man kan få så meget på kontanthjælp, siger han.
Han afviser, at der kan være tale om, at der ikke er nogen jobs at få.
/ritzau/DR Nyheder/