Muslimer vil lave fredsring i København - politiet siger nej

Initiativtager vil arrangere fredsring om synagogen i Krystalgade, men Københavns Politi afviser grundet sikkerhed.

Hundredevis af muslimer dukkede lørdag op for at slå en fredsring om synagogen i Oslo. Herhjemme vil initiativtagere lave noget lignende, men politiet siger nej. (Foto: © Foto: Hakon Mosvold Larsen, Scanpix Danmark)

Tirsdag fik Niddal El-Jabri fra København et opkald fra en ven i Aarhus. Vennen havde fulgt debatten efter weekendens skyderier i København og foreslog Niddal at lave en fredsring.

Efter at have tænkt over opfordringen begyndte Niddal El-Jabri, der selv er troende muslim, at diskutere ideen med venner og bekendte for at finde ud af, om der var opbakning til en sådan aktion.

- Jeg har det umådelig dårligt over, at jøder skal være så bange, og jeg kan godt forstå de er bange. Jeg er uforstående over for, at der skal være nogen, der skal true dem, fortæller Niddal El-Jabri om motivationen bag at lave en fredsring.

Han har de sidste par dage efter eget udsagn modtaget stor opbakning og fået mange positive henvendelser, der støttede ideen om en fredsring.

Politiet afviser at give tilladelse

Oprindeligt var det tanken, at fredsringen skulle have fundet sted lørdag - altså præcis en uge efter den unge jødiske mand Dan Uzan blev dræbt foran synagogen i Krystalgade i København.

Derfor henvendte Niddal sig til Københavns Politi for at spørge om tilladelse til at holde et arrangement, ligesom det flere tusinder muslimer lørdag lavede i Oslo.

Men politiet har indtil videre afvist at give tilladelsen af sikkerhedsmæssige årsager. Det bekræfter kommunikationschef Mads Jensen fra Københavns Politi over for DR Nyheder.

- Det er en sikkerhedsmæssig begrundelse. De steder, hvor politiet har bevogtning, vil vi ikke have folk til at stå på tæerne af politiet, siger han med henvisning til, at politiet har skærpet sikkerheden ved synagogen i Krystalgade.

Initiativtager forstår politiets begrundelse

Det er en begrundelse, som Niddal El-Jabri ærgrer sig over, men samtidig godt kan forstå.

- Jeg har fuld forståelse for, at de melder ud, som de gør. De har en opgave, der skal løses, der ubetinget kommer i første række, så det skal de ikke høre noget for, siger han.

Han har siden modtaget forslag til andre steder, hvor en fredsring kunne afholdes, men han frygter, at det vil flytte fokus, hvis der bliver arrangeret en fredsring på eksempelvis Nørrebrogade.

- Det handler jo netop om at fokusere på, at det jødiske trossamfund ikke skal tages som indtægt for konflikten mellem Israel og Palæstina.

Bliver ved med at søge

Han vil nu blive ved med at søge tilladelse hos Københavns Politi, indtil sikkerhedssituationen er ændret.

- Det at gøre det på Krystalgade har så mange gode elementer i sig, og så utvetydige signaler, at det er helt klart det rigtige sted at stå - det vil være det rigtige sted at formidle det budskab, som skal formidles, siger han.

Københavns Politi kan søndag ikke svare på, hvorvidt de vil kunne give tilladelse til at lave en fredsring andre steder. Ifølge kommunikationschef Mads Jensen bygger det på en konkret vurdering.

Efter terrorangreb mod jøder i Paris og København tog norske muslimer lørdag initiativ til fredsarrangement, der er gået verden rundt. Omkring 1.400 mødte frem og deltog.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:54e8e5446187a41a2cc16232