Region Midtjylland sender breve til hjerneskadet psykiaters 1379 patienter

Borgere i tvivl om de har fået rette behandling kan kontakte egen læge om nu vurdering.

DR Nyheder har valgt at efterkomme eks-psykiaterens ønske om at være anonym på grund af den hjerneskade, han har. Men vi har fået lov til at bruge dette billede af ham. (Foto: © DR Nyheder, DR Nyheder)

Alle de patienter, der har været i behandling hos en hjerneskadede psykiater fra Vestjylland, får nu et brev fra Region Midtjylland ind gennem brevsprækken.

Der er tale om i alt 1379 patienter i perioden fra 2007 til 2013. En periode, hvor flere af patienter har fået forkerte diagnoser og er blevet fejlmedicineret af psykiateren.

Regionens kontakt kommer i kølvandet på 21 Søndags afdækning af, hvordan psykiateren fik lov til at praktisere i ni år på trods af flere indberetninger, involvering i dødsfald og meget voldsomme fejlbehandlinger.

Det forklarer konstitueret koncerndirektør i Region Midtjylland, Christian Boel.

- Sagen fik i denne måned fornyet mediefokus med meget alvorlig kritik af den pågældende læges praksis. Derfor vurderer vi, at utrygheden kan være vokset og vælger nu at sende breve direkte til patienterne, forklarer han.

Et detektivarbejde

Sagen begyndte at rulle, da 21 Søndag satte fokus på historien 1. februar. Altså har Region Midtjylland haft knap tre uger til at kontakte patienterne.

Ifølge Christian Boel sker det først nu, fordi regionen har skullet sikre sig, at der var et juridisk grundlag for at skrive til patienterne. Men også fordi psykiateren delte praksis med en anden psykiater, der har ophørt sin praksis.

- Derfor har vi skullet lave et detektivarbejde for at få gennemgået journalmaterialet for at kunne adskille de to psykiateres patienter ad, så vi skriver til lige præcis de patienter, der har været tilknyttet den pågældende psykiater, siger han.

Region: Kontakt egen læge

I brevene opfordrer Region Midtjylland patienterne til at tage kontakt til deres praktiserende læge, hvis de er i tvivl om, hvorvidt de har modtaget den rigtige behandling.

Derudover fremgår det af pressemeddelelsen, at regionen opretter ekstra ambulatoriekapacitet i flere byer. Dermed kan patienter, der bliver henvist fra deres praktiserende læge, få en ny vurdering inden for en måned.

- Vi håber, at langt de fleste er kommet videre, men hvis det er sådan, at der er nogen, der har brug for en anden behandlingsplan, så er det selvfølgelig vigtigt at sørge for, at det sker hurtigst muligt, siger Christian Boel.

Region Midtjylland har to gange - i oktober 2012 og maj 2013 informeret de praktiserende læger om, at psykiateren havde fået indskrænket sin ret til at udskrive medicin og sidenhen frataget sin autorisation.

Patienter fra andre regioner

Af de 1.379 patienter kommer omkring 1.000 fra Region Midtjylland. Psykiateren har også haft patienter fra andre områder af landet - primært Region Nordjylland og Sydjylland. Disse borgere får de samme breve og tilbud som deres medborgere fra Midtjylland.

Du kan læse mere om sagen på vores temaside her, og hvis du mener at have oplysninger i sagen, hører vi gerne fra dig på psykiatri@dr.dk

Hvis du har mistanke om, at du er blevet fejlbehandlet af den hjerneskadede psykiater fra Vestjylland, skal du kontakte din praktiserende læge. Det oplyser Region Midtjylland til DR Nyheder.