Kammeradvokaten kritiserer Sundhedsstyrelsens brug af frivillige aftaler

Sundhedsstyrelsen skal ikke lave frivillige aftaler, men træffe afgørelser, lyder det.

Kammeradvokaten har i sin rapport gennemgået 39 sager hos Sundhedsstyrelsen og konkluderer overordnet, at styrelsens sagsbehandling er af god kvalitet - dog får brugen af frivillige aftaler kritik. (Foto: © DR Nyheder, DR Nyheder)

I ni år fejlbehandlede og overmedicinerede en vestjysk hjerneskadet psykiater en lang række af sine patienter - heriblandt børn.

Inden Sundhedsstyrelsen i maj 2013 midlertidigt fratog psykiaterens autorisation, reagerede styrelsen ved at indgå frivillige aftaler med psykiateren, der skulle få ham til at ændre sin adfærd.

Frivillige aftaler, som statens faste advokat, Kammeradvokaten, kritiserer i rapporten "Forvaltningsretlig gennemgang af Sundhedsstyrelsens sagsbehandling" fra 2014.

"…Sundhedsstyrelsens praksis med brug af frivillige aftaler, er vanskeligt foreneligt med ufravigelige retsregler om, at forvaltningen udfører sin virksomhed i form af afgørelser," står der.

Med andre ord: Sundhedsstyrelsen skal træffe afgørelser og ikke indgå aftaler.

Selv bedt om rapport

Det var Sundhedsstyrelsen selv, der bad Kammeradvokaten om at udfærdige rapporten som et led i sin handlingsplan fra september sidste år.

Den blev udløst af en international gennemgang af styrelsen, der blev sat i gang ovenpå Mejlhede-sagen. En sag, hvor både pårørende og kolleger til psykiater Arne Mejlhede siden 1990'erne forgæves forsøgte at slå alarm over for Sundhedsstyrelsen om Mejlhedes behandlinger.

Kammeradvokaten har derfor gennemgået Sundhedsstyrelsens sagsbehandling i 39 konkrete sager.

På baggrund af gennemgangen, anbefaler Kammeradvokaten, at Sundhedsstyrelsen ikke indgår frivillige aftaler med sundhedspersoner om, at de ændrer eller afstår fra en bestemt adfærd.

I stedet bør styrelsen træffe en afgørelse om at standse f.eks. en sag om autorisationsfratagelse under de vilkår, at adfærden indstilles.

Ekspert: Frivillige aftaler er ulovlige

Kammeradvokaten er ikke den eneste, der er negativt stemt over de frivillige aftaler.

Lektor i sundhedsret ved Syddansk Universitet, Kent Kristensen, betegner de frivillige aftaler, som der er indgået med psykiateren om behandling af børn, som ulovlige.

Lovgivningen gav nemlig Sundhedsstyrelsen mulighed for at rejse en sag om fratagelse af autorisation allerede ved første indberetning i 2009, og derfor skulle de gøre det.

- Når man som her indgår talrige frivillige aftaler, hvor aftalerne træder i stedet for afgørelserne, så er de ikke lovlige, siger han.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Sundhedsstyrelsen, men for få dage siden har de en pressemeddelelse fastslået, at de fremover ikke vil lave frivillige aftaler, hvis de i stedet kan rejse en tilsynssag.

Du kan læse mere om sagen på vores temaside her, og hvis du mener at have oplysninger i sagen, hører vi gerne fra dig på psykiatri@dr.dk

Hvis du har mistanke om, at du er blevet fejlbehandlet af den hjerneskadede psykiater fra Vestjylland, skal du kontakte din praktiserende læge. Det oplyser Region Midtjylland til DR Nyheder.