Hvis en indsat pludselig sætter et Islamisk Flag op i sin celle, kommer med ekstremistiske ytringer eller pludselig bliver mere voldsomt religiøs, så er det personalet i fængslet, der opdager det først.
Det gjorde de også, da Omar El-Hussein, den formodede gerningsmand bag weekendens terrorangreb, sad i fængsel.
Mens Omar El-Hussein var varetægtsfængslet, lavede Kriminalforsorgen er indberetning til Politiets Efterretningstjenese (PET) om, at den 22-årige unge mand med palæstninensisk baggrund gav udtryk for ekstremisme.
PET regnede ikke med angreb
PET modtog indberetningen, anerkender de i dag i en pressemeddelelse, men de skriver ikke, hvad de gjorde ved indberetningen.
- PET havde på baggrund af indberetningen fra Kriminalforsorgen ikke grund til at tro, at den nu afdøde 22-årige formodede gerningsmand planlagde angreb, hedder det i pressemeddelelsen.
Det får John Hatting, der er formand for Kriminalforsorgsforeningen, til at ønske sig et bedre samarbejde med PET.
- Der er ingen tvivl om, at vi nu skal kigge på, hvordan vi kan gøre samarbejdet mellem Kriminalforsorgen og PET bedre, siger han til Ritzau.
Men foreningen, der blandt andet organiserer lærere og socialrådgivere i fængslerne, klandrer dog ikke PET for ikke at have grebet ind overfor Omar El-Hussein.
- Man kan sige, at det altid er nemt at kigge i bakspejlet og så være kritisk, men vi ved også, at det er vanskeligt at reagere på de mange henvendelser.
Fængselsbetjente vil have flere afdelinger
Kim Østerbye, der er formand for Fængselsforbundet og dermed fængselsbetjentene, spørger også sig selv om, hvad der skal til for at opdage eller standse radikalisering af indsatte i fremtiden.
- Hvad gør vi, når vi opdager, at en gruppe af unge mænd, som vi har fået mange af fra de såkaldt belastede boligområder, tilsyneladende bliver mere og mere ekstreme, og det, at de sidder i fængsel bare gør det endnu værre?, spørger han.
Svaret handler i følge formanden blandt andet om, hvordan fængslerne er indrettet.
- Vi skal have de store fængsler til at lave langt mindre afdelinger, så vi kan dele de indsatte mere op, end vi kan i dag.
På den måde vil Kim Østerbye undgå, at søgende indsatte kommer i kontakt med de, der allerede er radikaliseret. Derudover efterlyser han, at fængselsbetjentene kan opholde sig mere blandt de indsatte.
- Vi skal sikre, at personalet hele tiden er ude blandt de indsatte - når vi er der, kan vi observere og reagere på radikalisering.