Fra en kælder på Nørrebro i København skulle den jødiske lokalradiostation Radio Shalom mandag aften have sendt endnu et af sine programmer om jødisk kultur, religion og historie.
Af sikkerhedsmæssige årsager har stationen dog måttet droppe mandagens og de kommende udsendelser, siger radioværten Abraham Kopenhagen til DR Nyheder.
Han forklarer, at Radio Shalom efter weekendens terrorangreb ved Krudttønden på Østerbro og den jødiske synagoge i Krystalgade er blevet kontaktet af Politiets Efterretningstjeneste (PET) via den jødiske menighed i København.
- PET siger, at det er for farligt. Vi føler ikke, at det er for farligt, men vi må tage de beskeder, vi får, for gode varer og respektere det, siger Abraham Kopenhagen.
- Derfor har vi besluttet, at vi i en periode vil vente på, at PET siger, at det igen er okay at sende som vi plejer, siger han.
Vil ikke have politibeskyttelse
Radio Shalom siger, at lokalstationen er blevet tilbudt beskyttelse af PET, mens de sender, men det har radiostationen afvist.
- De vil gerne beskytte os, men vi føler ikke, at vi har behov for beskyttelse. På den anden side kan vi heller ikke ignorere det og sige, at vi er ligeglade, for det er vi jo ikke, siger Abraham Kopenhagen.
- Vi må gøre som anvist, men vi vil ikke have politi stående uden for døren. Det vil vi ikke. Så vil vi hellere lukke radioen, indtil der bliver roligt igen. Hvor lang tid det tager, det ved vi jo ikke, siger han.
Radio Shalom sender til daglig flere gange om ugen og beskæftiger sig med "alle sider af jødisk kultur, religion og historie, herunder også Israel", som radiostationen skriver på sin hjemmeside.
Skole holdt også lukket
Radiostationen er ikke den eneste jødiske institution i København, der efter weekendens terrorangreb har valgt at lukke midlertidigt ned. Den jødiske skole Carolineskolen holdt ligeledes lukket mandag.
Radio Shalom overvejer nu, om man midlertidigt skal sende fra private adresser, indtil PET giver grønt lys for, at man igen kan sende fra den sædvanlige kælder på Nørrebro.
Det jødiske samfund i Danmark blev natten til søndag angrebet, da 37-årige Dan Uzan blev dræbt foran synagogen i Krystalgade af den formodede gerningsmand, Omar Abdel El-Hussein.
Se mere om Radio Shaloms beslutning i TV Avisen klokken 21.30.