De stod tit under broen og røg. Og det var ikke kun smøger, der blev tændt ild til, når gutterne røg sammen. Ofte bredte lugten af hash sig også i frikvarteret.
Det fortæller 29-årige Martin Milo, der gik i HF-klasse sammen med Omar Abdel Hamid El-Hussein på VUC i Hvidovre i efteråret 2012.
- Vi talte sammen om religion og det at være udsendt, når vi stod under broen, fortæller Martin Milo, der selv har været i Forsvaret i flere år og været udsendt i Afghanistan.
- Du har været nede og slås mod mine brødre, kunne Omar finde på at sige.
Martin Milo svarede igen:
- Hvis det er så vigtigt for dig, hvorfor er du så ikke nede og slås med dem.
- Det kommer nok en dag, svarede Omar tilbage.
Nu er Martin Milo overrasket over, at det skete her i Danmark.
Han troede, at Omar El-Hussein ville rejse til Syrien og være med i kampene der.
Når snakken faldt på jøderne...
- Jeg opfattede ham som religiøs og ekstremistisk, og det gjorde alle på skolen, fortæller Martin Milo.
- Bare man snakkede om jøder i skolen, var han oppe på stolen med det samme. Så skulle han nok forsvare islam.
For spørgsmålet om islam optog Omar El-Hussein meget.
En dag gav Omar en udgave af koranen til Martin. Så kunne han selv læse den.
Ifølge Martin Milo var det ved at gå galt mange gange under religionsundervisningen.
Han husker blandt andet en episode, hvor Omar blev så uenig med læreren, at han rejste sig op og sagde: 'Jeg er ligeglad. Fuck det hele. Du skal ikke snakke på den måde om profeten og islam'.
At Omar ikke brød sig om jøder, er også noget, en af de andre klassekammerater husker.
- Han kunne ikke særlig godt lide jøder, siger 21-årige Victor, som også gik i klasse med Omar - Victor vil ikke have sit navn frem.
- Når vi snakkede om Palæstina-Israel konflikten, kunne han finde på at sige: 'Jeg hader jøder', fortæller Victor, der gik i klasse med Omar i et halvt år.
Når han først kom, var han ret aktiv
Omar pjækkede tit fra HF-timerne. Ofte kom han først i skole op ad dagen. Men han var der nok alligevel et par gange om ugen.
- Når han kom, lagde han fødderne op på bordet. Ofte beholdt han sig mørke jakke på, fortæller Martin.
Men Omar sad aldrig og sov i klassen.
- Han var faktisk ret aktiv i de fleste af timerne. Han skrev noter og rakte hånden op.
Omar El-Hussein var fin til at tænke, når det handlede om kemi og matematik, husker han.
Samme billede tegner den anden tidligere klassekammerat Victor.
- Han var god i skolen. Rigtig dygtig. Jeg ved, at han fik 12 i matematik-afleveringer. Så det er ikke fordi, han var dum.
Stærkt temperament
Omar var ikke stærk retorisk.
- Men man kunne godt føre en samtale med ham om helt almindelige ting, siger Milo.
Nogle gange blev sproget mere råt, som grupper af drenge og unge mænd taler det på gaden i København - 'wallah', 'hallo, hva så' og sådan noget.
- Han talte nok med mere accent, end han egentlig havde, tilføjer den tidligere klassekammerat.
Og så var der det med temperamentet:
- Han var en god elev, indtil man kom til at sige noget forkert.
Der var blandt andet en episode, hvor Omar El-Hussein hidsede sig op i klasselokalet, kastede en stol til siden og gik.
Høflig og venlig - men privat
Det var ikke meget, Omar El-Hussein fortalte om sit privatliv. Han nævnte aldrig om forældrene eller sin bror. Og han snakkede aldrig om sin fortid. Men han var altid høflig.
- Han var smilende og hilste altid pænt.
Desuden husker Martin Milo, at Omar var respekteret på skolen.
- De andre indvandrere på VUC lyttede til ham, fortæller han og tilføjer, at det nok også var fordi, han havde nære kontakter til bandemiljøet.
- De folk har ikke noget at tabe. Han var iskold.
Han tilføjer:
- Du kunne ikke diskutere med ham. Hvis der var uenighed satte han foden ned. Så kunne man ikke komme længere.
Omar havde venner
Selvom Omar aldrig kom til klassefesterne, mener Martin Milo ikke, at han var en enspænder, som det ellers har været fremme i andre medier.
- Han havde mange venner, der kom og hentede ham i biler ved skolen.
Det var venner, der ifølge Martin så ud til at komme fra bandemiljøet, siger den tidligere klassekammerat, der flere gange var på Christiania med Omar og et par af de andre fra klassen.
Han nævner også, at Omar levede efter en eller anden form for æreskodeks, hvor følgende gjaldt:
- Man sladrer ikke over hinanden. Man snakker ikke med politiet.