To mænd sigtet for at hjælpe formodet gerningsmand

De to mænd, som politiet har sigtet for medvirken til drab, nægter sig skyldige.

Politiet formoder, at det er den nu dræbte Omar Abdel Hamid El-Hussein, der står bag weekendens terrorangreb i København. (Foto: © (arkiv), Foto: Udleveret af Københavns Polti)

Selvom den 22-årige Omar Abdel Hamid El-Hussein ifølge politiet ene mand stod bag weekendens terrorangreb i København, sigter politiet nu to mænd, skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.

De to fremstilles mandag formiddag i grundlovsforhør i Dommervagten i København, sigtet for medvirken til drab, siger Michael Juul Eriksen, der er forsvarer for den ene sigtede, til DR Nyheder.

- De er sigtet for at have medvirket til de handlinger, som gernigsmanden har foretaget.

Men de er ikke sigtet for terror, understreger Michael Juul Eriksen.

- Sigtelsen går på, at de skulle have hjulpet med at bortskaffe et våben efterfølgende og have givet ham (Omar Adbel Hamid El-Hussein, red.) et tilflugtssted, siger han.

Ifølge Michael Juul Eriksen står der intet i sigtelsen om, at de to også skulle have hjulpet den 22-årige, nu afdøde formodede terrorist med at skaffe det våben, han brugte, sådan som flere medier ellers har skrevet.

Nægter sig skyldige

De to mænd, der begge blev anholdt under politiets ransagninger søndag, nægter sig begge skyldige.

Efter sigtelsen var blevet læst op, fortsatte grundlovsforhøret, der startede lidt efter klokken 8 mandag morgen, bag lukkede døre.

Politiet ønsker fortsat at høre fra vidner, der kan have set Omar Abdel Hamid El-Hussein lørdag.

- Vi er i særlig grad interesseret i at høre fra vidner, der har bemærket den formodede gerningsmand på hans færden mod det første gerningssted, altså før lørdag kl. 15.30, skriver politiet.

Politiet ønsker også at høre fra vidner, der kan have set ham i tidsrummet 16:37 til 4:55, lyder det.

Politiets formodning er, at det er den 22-årige Omar Abdel Hamid El-Hussein, der lørdag eftermiddag med et automatvåben skød mod et debatarrangement på Krudttønden på Østerbro og siden ved et arrangement ved synagogen i Krystalgade.

To personer er omkommet, og fem er såret. Natten til søndag skød og dræbte politiet den 22-årige mand ved Nørrebro Station.