Statsministeren: Vi har smagt den grimme smag af frygt

- Vi har som nation gennemlevet nogle timer, som vi aldrig vil glemme, siger statsminister Helle Thorning-Schmidt og justitsminister Mette Frederiksen.

Danmark og danskerne skal stå sammen mod de mørke kræfter, der vil os det ondt. Det siger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) ved et pressemøde i Statsministeriet efter lørdagens skyderier.

- I dag går alle danskeres tanker til ofrene og deres familier. Vi har alle mistet i dag. Men det tab, som de pårørende står med, er der ikke nogen, der kan erstatte. De skal vide, at de på denne sorgens dag ikke er alene med deres sorg: Vi deler den alle, siger statsministeren.

Debatmøde og synagoge ramt

En person blev dræbt lørdag eftermiddag ved skyderiet mod Krudttønden på Østerbro i København. Her skulle Muhammedtegneren Lars Vilks deltage, og der er en formodning om, at der kan have været tale om et attentatforsøg mod ham.

To livvagter fra Politiets Efterretningstjeneste og en betjent blev såret.

Natten til søndag lidt efter klokken 01 blev der skudt ved synagogen i Krystalgade i indre by. Her blev en ung mand dræbt og to betjente såret.

Helle Thorning-Schmidt slår ved pressemødet fast, at Danmark er blevet ramt af terror.

- Vi har som nation gennemlevet nogle timer, som vi aldrig vil glemme. Vi har smagt den grimme smag af frygt og magtesløshed, som terroren gerne vil skabe, men vi har også som samfund svaret igen, siger statsministeren.

Formodet gerningsmand dræbt

Politiet arbejder ud fra en antagelse om, at det er den samme gerningsmand, der stod bag de to skyderier og har efterforsket skyderierne som terrorhandlinger.

Den mistænkte menes at være blevet skudt af politiet tidligt søndag morgen i det københavnske nordvestkvarter, oplyste politiet ved et pressemøde søndag.

Statsministeren roser de danske myndigheder for 'den enestående indsats, de har ydet gennem det seneste døgn'.

- Der er mange spørgsmål, som politiet stadig arbejder på at besvare, og jeg vil henstille til, at vi lader dem gøre deres arbejde færdigt og opfordrer alle til at bakke op om myndighedernes arbejde, siger statsministeren.

Ikke en kamp mellem Vesten og Islam

Hun opfordrer samtidig danskerne til at samle sig som en fælles nation, men understreger samtidig, at det er vigtigt at bevare fokus.

- Vi kender ikke motivet for den formodede gerningsmands handlinger, men vi ved, at der er kræfter, der vil lande som Danmark det ondt. De vil knægte vores ytringsfrihed, siger hun og fortsætter:

- Vi står ikke i en kamp mellem islam og Vesten. Det er ikke en kamp mellem muslimer og ikke-muslimer. Det er en kamp mellem frihed for den enkelte og en mørk ideologi, siger hun.

Samtidig slår hun fast, at det i hendes optik ikke er muligt at forhindre angreb som dem, der ramte Danmark lørdag.

- Et samfund som det danske kan desværre ikke gardere sig 100 procent mod en galning som ham, der var på spil i går, siger hun.

Justitsministeren roser myndighederne

Også justitsminister Mette Frederiksen taler om 'mørke kræfter', der vil Danmark det ondt.

- Danmark er blevet ramt af et både modbydeligt og kujonagtigt angreb. Vores fulde fokus fra myndighedernes side er nu at sikre danskernes sikkerhed, siger hun.

Hun tilføjer, at det danske politi og efterretningsvæsen har været på en uhyre vanskelig opgave, hvor det lykkedes en gerningsmand, som ikke var sen til at trække våben, at forårsage stor skade.

Derfor takker hun både myndighederne og civilsamfundet for deres indsats.

- Vi har set en dansk civilbefolkning, der har rakt hånden ud til poltiiet, siger justitsministeren.

Efterforskningen fortsætter

Hun oplyser også, at man i den kommende tid vil opleve mere politi på gaderne i København end normalt. Og sådan vil det fortsætte i et stykke tid.

Man vil opleve en hovedstad, der ser amderledes ud, og som lyder anderledes, siger Mette Frederiksen og opfordrer borgerne til fortsat at bakke op om efterforskningen.