Den person, der kort før klokken 01.00 blev ramt af skud i hovedet nær den jødiske synagoge i Krystalgade i København, er død.
Det oplyser Vicepolitiinspektør Allan Wadsworth-Hansen fra Københavns Politi på et pressemøde.
Den afdøde befandt sig ifølge politiet tilfældigt uden for synagogen, og de pårørende er underrettet.
Samtidig bliver to betjente behandlet for skudsår, efter at være blevet ramt i henholdsvis armen og benet under samme hændelse.
Der var i forvejen politi til stede ved synagogen, siger vicepolitiinspektøren. Han forklarer, at den mulige gerningsmand pludselig begyndte at skyde mod politiet.
Den eftersøgte mistænkte beskrives som:
Mand, iført sort bukser og sorte sko. Han var desuden iført en lysegrå jakke med fler-farvede lyse felter.
Det er uklart, om politiet nåede at besvare ilden, da betjentene blev beskudt i Krystalgade, siger Allan Wadsworth-Hansen.
Bliver efterforsket som terror
Vicepolitiinspektøren oplyser desuden, at man endnu ikke har nogen viden om hvilket våben, der blev anvendt i Krystalgade-hændelsen. Ej heller ved man, hvor mange skud der blev affyret.
Men skudangrebet bliver efterforsket som terror, siger Allan Wadsworth-Hansen.
- Som ved Krudttønden efterforsker vi det i Krystalgade som mulig terror. Vi har ikke oplysninger, der bekræfter dette, men det er oplagt set i lyset af det, der er i resten af København, siger han.
Det står stadig hen i det uvisse, om der er nogen forbindelse til skudangrebet mod kulturhuset på Østerbro lørdag eftermiddag, hvor en civil borger mistede livet, og tre betjente blev såret.
På pressemødet bekræfter Allan Wadsworth-Hansen, at politiet jagter mere end en gerningsmand, idet de på nuværende tidspunkt ikke linker de to episoder sammen.
Politiet bliver ved med at være massivt til stede i hele København bevæbnet med maskinpistoler, og flere gader er afspærret.
Også i de kommende dage vil der være flere politifolk i gadebilledet end normalt, oplyser vicepolitiinspektøren.
Borgere i indre by opfordres til at følge betjentes anvisninger og lige skrive en sms til deres pårørende om, at de er okay.
dr.dk følger situationen minut for minut. Følg med her.
VIDEO Dørmand: Politiet kom på fire minutter med pistoler og satte mod synagogen.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:54dff98f6187a41b58c9f645