Lørdagens skudangreb på et arrangement om ytringsfrihed på kulturhuset Krudttønden på Østerbro i København vækker vrede hos Dansk Islamisk Råd.
I en pressemeddelelse fordømmer rådet angrebet og udtrykker sin dybeste medfølelse for den afdødes familie samt de sårede politifolk.
- Alt tyder på, at terrorismens hænder har slået til i Danmarks hovedstad København og gået målrettet efter at ramme et kulturarrangement om ytringsfrihed, hvis våben blot har været holdninger, med en kriminel handling, som alle himmelske religioner og verdslige love tager afstand fra, skriver rådet.
Angrebet fandt sted lørdag eftermiddag, hvor der blev skudt mod kulturhuset Krudttønden, som dannede ramme om arrangementet Kunst, Blasfemi og Ytringsfrihed.
En 40-årig mand er dræbt, mens to PET-vagter og en betjent fra Københavns Politi er sårede.
Politiet jagter den formodede gerningsmand med alt disponibelt mandskab.
- Dansk Islamisk Råd opfordrer alle i det danske samfund til at stå sammen i kampen mod ekstremisme og terrorisme. Dansk Islamisk Råd udtrykker også ønsker om at gerningsmanden hurtigt bliver fanget og stillet til regnskab for sine handlinger, skriver organisationen.
/ritzau/