Skolereformen og de nye arbejdstidsregler får store flokke af lærerne til at forlade folkeskolen. Den historie kunne man forleden læse i en række medier - blandt andre DR og Ekstra Blandet.
Grundlaget for den opsigtsvækkende historie er dog meget tyndt, fortæller DR's Detektor. De seneste opgørelser fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor viser nemlig ingen særlig stigning i frafaldet, fortæller forsknings- og udviklingschef fra Via University College, Andreas Rasch-Christensen, til DR's Detektor.
- Stigningen det seneste år er ikke så markant i forhold til tidligere år, at man kan tale om en lærerflugt eller en katastrofe. Men der er tal, man skal være opmærksom på, da vi også kan se, at flere yngre lærere forlader jobbet. Men lærerflugt er der ikke tale om.
Tyndt datagrundlag
Begrebet lærerflugt blev født i en række medier den 29. januar og var baseret på tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor. De viser, at 10,9 procent af lærerne forlod jobbet fra oktober 2013 til samme måned i 2014. I samme periode fra 2012-2013 var det 8,4 procent af lærerne, der sagde farvel til jobbet.
Men man kan ikke basere en konklusion på bare et enkelt års udvikling i afgangen fra lærerjobbet. Det fastslår professor i statistik Peter Allerup fra Institut for Uddannelse og Pædagogik ved Aarhus Universitet.
- Man kan ikke sige noget statistisk om udvikling eller niveau, når man kun kigger på udviklingen fra et enkelt år til et andet. Det kan man aldrig. Hvis man skal konkludere noget, skal man have et forløb og en serie, som man kan analysere.
Og kigger man på udviklingen over de seneste fem år, er det seneste års stigning ikke større end det naturlige udsving.
Større afgang i andre faggrupper
Det er ikke kun lærere, der forlader deres job.
Opgørelser fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor viser, at andre faggrupper faktisk har et højere niveau for afgang end folkeskolelærerne.
I seneste opgørelsesperiode fra oktober 2013 til oktober 2014 ligger afgangsniveauet for henholdsvis sygeplejersker, pædagoger og social- og sundhedshjælpere på 12,5 procent, 12,0 procent og 11,1 procent.
I samme periode havde lærerne derimod et afgangsniveau på 10,9 procent.
Ekstra Bladets forkerte tal
Ekstra Bladet går skridtet videre end mange andre mediers historier om "lærerflugt". I en leder skriver avisen nemlig, at 4.500 lærere har forladt folkeskolen siden august 2014.
Men ifølge Kommunernes og Regionernes Løndatakontor er det totale afgangstal for hele perioden fra oktober 2013 til oktober 2014 5.461 personer. Hvordan Ekstra Bladet har regnet sig frem til, at 4.500 lærere på bare et halvt år har forladt folkeskolen, er dog uklart.
Detektor har spurgt Ekstra Bladet, hvordan de finder frem til tallet 4.500. Avisen henviser til Danmarks Lærerforening, men her afviser man at have givet disse tal til avisen.
Detektor ville gerne have interviewet Ekstra Bladet om, hvordan de finder frem til deres tal og konklusioner. Men avisen har ikke ønsket at stille op til interview.
Se mere om faktatjekket i Detektor klokken 21 på DR2.