Konservative raser over Skat: Skal ikke bare gå ind i folks haver

Brian Mikkelsen kræver, at Skat skal have en dommerkendelse, når der ledes efter ulovligt arbejde.

Brian Mikkelsen kræver, at Skat skal have en dommerkendelse, inden man går ind på privat grund. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen/ Scanpix /Scanpix)

Hvis du får taget renoveret eller vinduerne skiftet, så kan Skat helt lovligt gå ind i din have og undersøge, om arbejdet bliver udført ulovligt.

Sådan har det været siden 2012 - men det skal laves om, hvis det står til den konservative skatteordfører, Brian Mikkelsen.

- Alle andre myndigheder skal have en dommerkendelse. Man skal have lov til det. Men her siger vi bare til en tilfældig skatteinspektør; du får lov til at gå ind i fru Hansens have, uden at der er nogen, der har givet dig lov til det, siger han til DR Nyheder.

Lav loven om

Derfor vil Brian Mikkelsen have Folketinget til at ændre loven, så Skat skal have en dommerkendelse, inden man går ind på jagt på privat grund.

Siden 2012 har Skat været på 747 uanmeldte kontrolbesøg. Siden maj sidste år er der ført 130 sager. Men Brian Mikkelsen har bedt om at få svar på, hvor mange sager der er endt i bøder og afgifter.

- Så Skat kan altså ikke oplyse os om de 747 gange, man er gået ind i folks haver, om det har medført nogen som helst konsekvens, nogen bøder eller nogen form for handling. Og det, synes jeg, er stærkt bekymrende. For det er et overgreb for os som mennesker i et retssamfund, siger Brian Mikkelsen.

Omfattende analyse

Hvis Skat skal til at gennemgå de mange hundrede sager - så vil det kræve uforholdsmæssig meget, forklarer Per Jakobsen, der er direktør for indsatsområdet i Skat.

- Vi har ikke fundet anledning til at måle helt specifikt på det her område endnu i forhold til resten af Skats kontrolaktiviteter.

Skat opgør kun lovovertrædelserne på baggrund af, om det for eksempel er sort arbejde eller social dumping. Og ikke om det er foregået på privat grund eller en byggeplads.

Har du oplevet, at Skat er kommet uanmeldt på besøg på din grund, så hører vi gerne fra dig. Skriv til os på 1212@dr.dk.