DOKUMENTATION Her er advarslerne, Folketinget ikke fik i psykiater-sag

Sundhedsstyrelsen har udeladt alvorlige indberetninger i sin redegørelse til Folketinget om hjerneskadet psykiater. Se et udpluk af, hvad der er udeladt.

DR Nyheder er i besiddelse af en helt bunke dokumenter, der viser, at Sundhedsstyrelsen udeladte oplysninger i sin redegørelse til Folketinget om hjerneskadet psykiater. (Foto: © DR Nyheder, DR Nyheder)

I begyndelsen af juni 2013 gav Sundhedsstyrelsen en skriftlig redegørelse til Sundhedsministeriet om styrelsens behandling af sagen om en hjerneskadet psykiater fra Vestjylland.

Redegørelsen blev givet videre til Folketinget, så politikerne også kunne få indblik i sagen.

Men folketingspolitikerne fik ikke hele sandheden. DR Nyheder kan dokumentere, at alvorlige indberetninger og oplysninger om psykiateren, som Sundhedsstyrelsen kendte til, ikke fremgår af redegørelsen.

Herunder kan du få et indblik i nogle af de oplysninger om psykiateren, Sundhedsstyrelsen undlod at fortælle i sin redegørelse.

Store doser medicin

I Sundhedsstyrelsens redegørelse står der om 3. november 2009, at:

"Embedslægerne anmodede om (psykiaterens red.) udtalelse samt kopi af journalerne i de to sager fra Ringkøbing Skjern kommune."

Redegørelsen nævner ikke, at embedslægerne også skrev følgende til psykiateren:

" (en patient red.) var i behandling hos Dem tilbage i 2008 og under dette behandlingsforløb blev indlagt akut på ungdomspsykiatrisk afdeling (…). Det er oplyst, at (patienten red.) forud for indlæggelsen var blevet behandlet med usædvanligt store doser medicin.

Medicin uden recept

I Sundhedsstyrelsens redegørelse står der om 10. august 2010, at:

"Leder af misbrugsbehandlingen (...) i Ringkøbing-Skjern Kommune orienterede embedslægerne om, at (psykiateren red.) havde ordineret benzodiazepin og metadon til to misbrugere på et løst grundlag."

Redegørelsen nævner ikke, at lederen også fortæller følgende tre oplysninger:

"En klient praler med, at han kan få udleveret alt den medicin, han ønsker af (psykiateren red.) og desuden låne hans private bil."

"Klienter har oplyst, at de kan få udleveret medicin uden recept fra (psykiateren red.)."

"Klient oplyser desuden, at (psykiateren red.) besøger ham, ligesom en anden meget misbrugsbelastet kvindelig patient, privat om aftenen."

Kommer på mærkværdige tidspunkter

I Sundhedsstyrelsens redegørelse står der om 23. august 2010, at:

"Leder fra Thisted Kommunes misbrugsområde orienterede embedslægerne om, at personalet af brugerne på centret havde fået at vide, at (psykiateren red.) udskrev ekstra Ritalin, og at alle, der kontaktede (psykiateren red.) fik stillet diagnosen ADHD, at der blev udskrevet meget støttemedicin, og at en bruger havde fået genudskrevet metadon."

Redegørelsen nævner ikke, at embedslægerne også har noteret, at lederen har fortalt følgende:

"(Psykiateren red.) er opsøgende i området, og kommer hos borgere på de mest mærkværdige tidspunkter - vi oplever i perioder store mængder af Ritalin i området."

"Lederen på et Forsorgshjem beliggende i kommunen fortalte, at han altid satte en medarbejder til at følge (psykiateren red.) rundt på institutionen, idet flere af beboerne ellers ville blive diagnosticeret ADHD, før (psykiateren red.) igen var ude af huset".

Sælger helseprodukter

I Sundhedsstyrelsens redegørelse står der om 8. oktober 2010, at:

"Souschef (på omsorgshjem red.) indberettede, at deres beboere ved telefonisk kontakt til (psykiateren red) kan få ændret deres medicinordinationer."

Redegørelsen nævner ikke, at souschefen også nævnte dette:

"Vi har oplevet, at vi ved henvendelse som personale, at psykiateren virker til ikke at have styr på, hvem vi henvender os om. Måske manglende eller ingen journalføring."

"Vi har konstateret, at en af vores beboer køber en del dyre helseprodukter gennem denne psykiaters helsefirma, som han driver ved siden af sin praksis."

"Disse oplevelser gør os som personale utrygge ved den pågældende speciallæges gøren og laden og undrer os over, om han er kompetent til at varetage vores beboeres bedste."

Episoder fortsætter

I Sundhedsstyrelsens redegørelse står der om 13. april 2011, at:

"Faglig koordinator i Ringkøbing-Skjern Kommune klager over (psykiaterens red.) speciallægeerklæringer, status rapporter, diagnosticering og ordinationer af medicin."

Redegørelsen nævner ikke, at Ringkøbing-Skjern Kommune henvender sig igen 20. december 2011 og følger op på klagen fra 13. april 2011.

"Vi må konstatere, at det, vi beskrev i vores daværende klage, fortsat finder sted. Vi bliver ved med at høre om tilsvarende episoder blot i forhold til andre borgere."

"Vi finder det fortsat yderst betænkeligt, at han praktiserer."

"Kritisable sundhedsfaglige virke"

I Sundhedsstyrelsens redegørelse står der oplysninger om tre møder, embedslægerne holder med psykiateren 19. maj 2010, 23. august 2010 og 13. april 2011 og et møde med psykiateren i Sundhedsstyrelsen 29. juni 2012.

Redegørelsen fortæller ikke, at Sundhedsstyrelsen i indkaldelsen til mødet 29. juni 2012 til psykiateren skriver, at han bliver indkaldt til møde for:

"at drøfte deres fremtidige sundhedsfaglige virke."

Og der står ikke, at der i mødeindkaldelsen står:

"Deres speciallægeerklæringer indeholder få dvs. 4-5 diagnoser, underlige konklusioner og en opbygning med den objektive undersøgelse beskrevet to gange i stedet for anamnese."

"Det er Sundhedsstyrelsens vurdering, at De ikke selv har formået at rette op på deres kritisable sundhedsfaglige virke."

Detaljer om dødsfald

I redegørelsen er der omtalt et ligsyn i december 2011, hvor dødsfaldet antages at være forgiftning.

Men det fremgår ikke, at en af sundhedsstyrelsens embedslæger 12.december 2011 i et internt notat skriver, at en anden embedslæge ifølge hans oplysninger havde afvist ligsyn, men politiet "ønskede trods dette retsligt ligsyn".

Og der står heller ikke i redegørelsen, at Sundhedsstyrelsen den 23. december 2011 senere rekvirerer politiets rapport om sagen og vil journalisere den på en tilsynssag om psykiateren, fordi den "finder grundlag for at undersøge dødsfaldet nærmere".

Helt udeladt

Mens Sundhedsstyrelsens redegørelse omtaler dele af episoder i eksemplerne ovenfor, nævner Sundhedsstyrelsen heller ikke følgende indberetninger og oplysninger i sin redegørelse.

30. april 2013: En hustru til en af psykiaterens patienter ringer til tidligere tilsynschef i Sundhedsstyrelsen Anne Mette Dons:

"Hun ønskede, at vi stoppede (psykiaren red.). Hendes mand var patient hos (psykiateren red.) og hun fandt, at det var helt uforsvarligt, hvad der foregik i den konsultation."

"Efter samråd med Anne Mette Dons ringede jeg (hustruen red.) op og orienterede hende om, at (psykiateren red.) indenfor den næste måned formentlig ikke længere vil være autoriseret."

Dødsfald udeladt

Et dødsfald er slet ikke nævnt. Men DR Nyheder har fået aktindsigt i et brev fra embedslægerne til psykiateren fra 3. juli 2012, hvor de skriver, at de "på baggrund af retslægeligt ligssyn" i dette dødsfald, har:

"oprettet en tilsynssag med henblik på en undersøgelse af den sundhedsfaglige behandling forud for dødsfaldet, jf. Sundhedsstyrelsens tilsynsforpligtelse."

Sundhedsstyrelsen har ikke villet give interview, hvor den kunne svare på kritikken.