Lærere bliver skræmt væk af skolereformen

Skolereformen har skræmt mange lærere væk, og det store problem er, at der er alt for få til at erstatte dem.

(© Colourbox)

Hver 10. lærer har helt forladt folkeskolen, efter at skolereformen og den omstridte lov om arbejdstidsregler trådte i kraft efter sommerferien sidste år.

Det viser nye tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor fra oktober 2013 til oktober 2014. Stigningen svarer til 30 procent - svarende til 1236, der ikke længere arbejder i folkeskolen.

Tallene viser også, at det er yngre lærere, der i stigende grad forlader folkeskolen - nemlig de 35 til 44-årige og de 45 til 54-årige.

Svært at erstatte lærerne

De nye tal i sig selv er ikke umiddelbart bekymrende, mener Claus Hjortdal, formand for Danmarks Skolelederforening. Det er til gengæld rekrutteringen af nye lærere:

- Selvfølgelig har skolereformen sin del af æren for, at lærerne søger andre steder hen, men der vil altid være udsving.

Det virkelige problemer handler i langt højere grad om, at de unge ikke vil være lærere.

- Det er svært at erstatte lærerne. Det er et stort problem, og det kan ikke løses ved et hurtigt fix. Og der er meget, der skal ændres for at få de unge ind på lærerseminarierne igen, mener han.

meget, meget fokus på universiteter

- Det handler om hele italesættelsen af det at være lærer, at der er meget, meget fokus på universitetsuddannelser blandt de unge, og at der er tilbagemeldinger fra både pædagog- og læreruddannelserne om, at undervisningsniveauet er for dårligt, siger han.

Ifølge Claus Hjortdal er man allerede for sent på den.

- Lige nu og her er der nogle problemer, som vi ikke rigtig kan håndtere. Vi er allerede for sent på den.

Fundamentet for folkeskolen kan forsvinde

Også Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening, er bekymret for den negative udvikling.

- Mange kommuner har allerede nu vanskeligheder med at rekruttere lærere, og de årgange, der er på læreruddannelsen nu, er historisk små. Hele fundamentet for folkeskolen risikerer at forsvinde, siger han og fortsætter:

- Politikerne må tage ansvar for, at skolerne kan lykkes med opgaven, og at det igen bliver attraktivt at være lærer.

En undersøgelse fra KL fra oktober-november 2014 viser, at i 95 ud af 98 kommuner oplever fire procent store problemer med at rekruttere nye lærere.

37 procent oplever rekrutteringsproblemer i nogen grad, mens 54 kommuner ikke oplever problemer.

/ritzau/