Den tidligere forstander på opholdsstedet Solhaven i Farsø, Søren Virenfeldt, vil kræve erstatning, efter at han og 11 andre tidligere ansatte på stedet onsdag blev frifundet for vold mod flere unge på stedet.
- Nu må vi se om anklagemyndigheden vil anke, og så vil der komme et erstatningskrav fra Søren Virenfeldt og formodentlig også fra Solhaven. Der vil komme et rigtig stort krav, for der er jo direkte forbindelse mellem denne sag, og at Søren Virenfeldt og Solhaven er blevet ramt, siger Søren Virenfeldts advokat, Henrik Garlik Jensen.
Han vil endnu ikke nævne et beløb, da revisorer i øjeblikket regner på det. Men der er tale om et krav på flere millioner kroner.
En sag uden sikre beviser
De tiltalte blev frifundet, fordi der ikke var sikre beviser for de mange voldsforhold, de var tiltalt for. Og Henrik Garlik Jensen mener, det var forkert overhovedet at rejse sagen.
- Jeg synes, at man lige skulle have kontrolleret de unges udsagn, inden man går ind i en retssal, siger Henrik Garlik Jensen.
Søren Virenfeldt sagde efter dommen blev læst op i Retten i Aalborg, at han var godt tilfreds med dommen, men ønskede ellers ikke at kommentere sagen.
Forsvarsadvokat: Det er påstand mod påstand
Advokaten for en af de andre frifundne siger, at det hele retssagen igennem har været påstand mod påstand. Og han varsler et kraftigt efterspil.
- Jeg mener faktisk, det er intet mindre end historisk, at man har haft så langvarig en sag. Det er bemærkelsesværdigt, hvor lang tid der kan gå, hvor man forfølger folk og ødelægger deres liv, siger Kåre Traberg Smidt, advokat for en af de tidligere ansatte, som nu er frifundet.
Anklager Lene Lentz er overrasket over dommen. Men hun fastholder, at det var rigtigt at rejse tiltalen i 2013.
Anklagemyndigheden har nu 14 dage til sammen med statsadvokaten afgøre, om de vil anke dommen.