Dom i dag: Sagen om Solhaven er unik for dansk retshistorie

Tidligere ansatte på behandslingsstedet Solhaven står anklaget for vold og mishandling af de unge på stedet. Dommen falder i dag kl. 13.

DR's retskorrespondent, Claus Buhr, følger sagen mod 12 tidligere ansatte på behandslingsstedet Solhaven, når der falder dom i Retten i Aalborg i dag kl. 13. (Foto: © DR)

Det socalpædagogiske døgntilbud Solhaven i Farsø var bredt anerkendt som stedet, der kunne hjælpe selv de hårdest belastede unge.

Leder Søren Virenfeldt viste stolt Solhaven frem for politikerne, og tidligere socialminister Karen Jespersen var blandt de imponerede. Lige indtil starten af 2012, hvor 21 Søndag fortalte, at der blev brugt voldsom magtanvendelse overfor de unge på Solhaven.

er unik

I dag falder der dom i den sag, der efterfølgende blev rejst mod 12 tidligere ansatte på Solhaven, som står anklaget for vold og mishandling af 21 unge, der var anbragt på stedet.

- Det er unikt for dansk retshistorie. Sådan en sag har vi aldrig tidligere haft i Danmark, siger Claus Buhr, DR's retskorrespondent.

Hvad er vold og hvad er magtanvendelse?

De tidligere ansatte nægter sig skyldige i anklagerne, der for flere af de tiltaltes vedkommende kan give op til seks års fængsel.

- De siger, at de har udøvet magtanvendelse og siger, at det har været nødvendigt på et sted som Solhaven, når de unge gik amok eller var til fare for sig selv. Men de afviser, at der har været tale om vold, fortæller Claus Buhr.

Sagen er principiel, fordi der for første gang bliver taget stilling til, hvor meget magt pædagoger må bruge i arbejdet med uregerlige unge.

- Dommen her vil blive set som en retningspil for, hvad der er lovlig magtanvendelse, og hvad der udarter sig til vold, siger Claus Buhr.

- Anklagemyndigheden står ikke så stærkt

156 vidner har været indkaldt i løbet af retssagen, der også har varet væsentligt længere end ventet. I løbet af retssagen er der kommet oplysninger frem, der som regel ville være kommet for en dag allerede under politiets efterforskning af sagen.

Blandt andet har en række unge, der også har opholdt sig på Solhaven, sået tvivl om de anklagerne mod de ansatte.

- En række unge har fortalt, at der ikke er noget hold i anklagerne, og at det er noget, de andre unge har fundet på for at få erstatning, siger Claus Buhr.

Alt sammen noget, der svækker anklagemyndighedens sag, vurderer Claus Buhr:

- Efter halvandet års retssag, ser det ud som om, at det er op ad bakke for anklagemyndigheden.