Når nye flygtninge forlader landets flygtningecentre og skal ud og bo i Danmark i 2015, skal langt de fleste af dem vænne sig til at høre jysk klinge i ørerne.
Det viser den nyeste oversigt over fordelingen af 12.000 forventede nye flygtninge mellem landets 98 kommuner, som Kommunernes Landsforening (KL) og regeringen har lavet - de såkaldte kommunekvoter.
Det er især kommunerne i Region Midtjylland og Region Syddanmark, der får til ansvar at tage sig af de nye flygtninge.
Med henholdsvis 3.212 af de tilkomne flygtninge placeret i Region Midtjylland og 3.004 placeret i Region Syddanmark, tager de to regioner over halvdelen af det forventede antal flygtninge på 12.000.
Fra 0 flygtninge til 587
I toppen over byer, der skal modtage flest nye flygtninge i 2015, står Aalborg med 587.
Så sent som i 2014 var Aalborg ellers sat til at være en såkaldt 0-kvotekommune, fordi byen i forvejen har modtaget en meget stor del flygtninge og indvandrere.
Alligevel modtog kommunen sidste år 67 flygtninge, viser en aktindsigt, som dr.dk har modtaget fra Udlændingestyrelsen.
Selv om Aalborg altså skal tage 520 nye flygtninge i det nye år, har man dog stor forståelse for, at alle landets kommuner må løfte de mange nye flygtninge, der kommer til landet for tiden.
- Vi har stor respekt for den opgave, vi skal til at løfte. Det bliver ikke let, siger Mai-Britt Iversen, rådmand for Familie-og Beskæftigelsesforvaltningen i Aalborg Kommune.
- Men hvis du ser på, hvor mange flygtninge der kommer for tiden, så skal vi også være klar til at løfte vores del. Og det er vi også.
Rige byer må også betale
Samme budskab lyder fra Aarhus, som indtager en andenplads over kommuner, der skal tage flest flygtninge i 2015 med 518.
Her har man som Aalborg en tradition for at være 0-kvotekommune, men må nu se sig selv i toppen af listen over modtagere af nye flygtninge, der skal have en bolig, findes arbejde til, gives studier og plads på sprogskoler.
Sidste år var en række kommuner ude og gøre opmærksom på, at det var noget nær umuligt for dem at finde egnede boliger til de enorme flygtningestrømme, som blev fordelt rundt i landet.
Og det er også den største hovedpine i 2015, siger Thomas Medom (SF), der er rådmand for socialområdet i Aarhus Kommune:
- Det er den største problemstilling. Vi mangler i forvejen billige boliger i Aarhus, så vi kommer til at tage alle midler i brug for at finde plads nok, siger han.
Kommuner måtte tage 1.600 flygtninge ekstra
Sidste år skulle de 98 kommuner fordele 4.400 flygtninge imellem sig. De endte med at fordele 6.083 personer, viser en aktindsigt som dr.dk har modtaget fra Udlændingestyrelsen.
Nu er den foreløbige aftale om fordeling af de forventede 12.000 flygtninge i 2015 altså faldet på plads mellem KL og regeringen.
Kommunerne har indtil den 1. marts til at melde tilbage, om de vil modtage flere flygtninge, end det er fastsat i fordelingsnøglen.