Flere børn bliver vaccineret efter huskebrev

Breve til forældre om, at det nu er tid til endnu en vaccination af deres barn, virker. Det viser nye tal fra Statens Serum Institut.

Hvert tredje barn manglede sidste år mindst én vaccine. Men huskebreve fra Statens Serum Institut har fået flere forældre til at vaccinere deres børn. (© dr.dk)

"Hvornår var det nu lige" og "har hun ikke fået den vaccination?". Det kan være svært at holde styr på, om børnene har fået de vaccinationer, de tilbydes.

Mere end hvert tredje af alle børn, der er fyldt enten to, seks et halvt eller 14 år har siden maj sidste år manglet mindst én vaccination i børnevaccinationsprogrammet.

Derfor har Statens Serum Institut lavet en forsøgsordning, hvor de sender påmindelser til forældre om, at det er tid til vaccination af deres børn.

Siden maj sidste år er der sendt 53.991 breve ud angående 47.349 børn. Og påmindelserne ser ud til at virke, fortæller Tyra Grove Krause, der er overlæge på Statens Serum Institut og ansvarlig for ordningen.

- De børn, der har været omfattet af ordningen, har fået dobbelt så mange vaccinationer som dem, der ikke har og det er et tegn på, at det virker, siger hun til DR Nyheder.

Forældrene glemmer

Det er især de to vaccinationer, når børnene fylder fire og fem år, som flere ikke får.

- Kun 85 procent får femårsvaccinationen. Jeg tror, at det skyldes, at man i det første år af barnets levetid har barselsorlov, og derfor er mere opmærksom på, at barnet skal vaccineres. Men derefter glemmer man det måske, siger Tyra Grove Krause.

Også fireårsvaccinen, som beskytter mod mæslinger, fåresyge og røde hunde glemmer eller fravælger flere at give deres børn. Og det er tydeligt, at især den vaccine er blevet glemt, når man ser tilbage på de senere års sygdomsudbrud blandt børn mener Tyra Grove Krause.

- Vi har jo haft gentagende udbrud af mæslinger de senere år, som kunne have været undgået, hvis vi havde haft en tilstrækkelig høj vaccinationsdækning.

WHO vurderer, at for at undgå udbrud af mæslinger, skal 95 procent af alle børn være vaccineret. Sidste år var 88 procent af børn og unge op til 14 år vaccineret mod mæslinger.

Fakta:

Børnevaccinationsprogrammet tilbyder vacciner, når børnene er henholdsvis tre, fem, 12 og 15 måneder, fire år, fem år og 12 år.

Piger får i alt 12 stik, fordi de bliver vaccineret mod livmoderhalskræft, drenge får 9 stik:

DiTeKiPol/Hib-vaccine beskytter mod sygdommene difteri, stivkrampe, kighoste og polio og meningitis som følge af Haemophilus influenza B.

MFR vaccinen beskytter mod sygdommene mæslinger, fåresyge og røde hunde.

HPV vaccinen beskytter mod infektion med Humant Papilloma Virus, der bl.a. kan føre til livmoderhalskræft.