Egon vælter fire etagers husgavl: Beboere evakueret i Aalborg

Stormen Egon har lørdag aften fået en husgavl i Aalborg til at styrte sammen. 29 er evakueret.

I Aalborg er en gavl på et fire etager højt hus styrtet sammen på grund af stormen.

Ingen er kommet til skade.

Det oplyser viceberedskabschef i Aalborg Kommune Carsten Jacobsen.

- Det er en gavl, som er styrtet ned gennem taget på en lavere liggende ejendom, og murbrokkerne er endt inde i et soveværelse, fortæller Carsten Jacobsen til Ritzau.

- Det er et svært held, at beboeren ikke var gået i seng, men heldigvis er der ingen tilskadekomne, fortæller viceberedskabschefen.

På vagtcentralen hos Nordjyllands Politi oplyser vagtchefen, at 29 personer er blevet evakueret i forbindelse med sammenstyrtningen.

- Det skal nok passe. Vi har evakueret beboerne i den ejendom, der er blevet ramt af murbrokker, og selvfølgelig også i den ejendom, hvor gavlen er styrtet ned, fortæller Carsten Jacobsen.

Har selv sørget for genhusning

De fleste af beboerne har selv sørget for genhusning, men beredskabet har også måttet sende andre beboere på hotel.

Viceberedskabschefen oplyser, at arealet på den nedstyrtede gavl er cirka 50 kvadratmeter. Politi og beredskab i Nordjylland kæmper derudover med en række større stormskader. Blandt andet i Hirtshals, hvor taget på den lokale brandstation blæste af.

- Som jeg har forstået det, så har man fået fjernet resten med en kran, fortæller vagtchef Poul Badsberg. Ifølge politiet er ingen dog kommet til skade i forbindelse med stormen.

MINUT FOR MINUT Læs hvordan Egon har bevæget sig gennem landet her.

Roere måtte hjælpes

De øvrige politikredse i Jylland melder om flere væltede træer og løse tagsten, men ikke noget alvorligt. Værst ser det ud i Aarhus, hvor tagplader på byens rådhus er gået løs og blafrer i den kraftige blæst.

I den forbindelse er Park Allé, hvor rådhuset ligger blevet spærret af.

- Det er for farligt at kravle op for at gøre noget ved det, når det blæser så voldsomt, så det bliver først i gjort i morgen, fortæller vagtchef Jes Frederiksen fra Østjyllands Politi.

Også Fyn Sjælland og øerne melder om en række stormskader i form af væltede træer og skilte. Dog er der ingen større skader.

Københavns Brandvæsen måtte lørdag assistere nogle kajakroere, som var ude i det voldsomme vejr og var strandet i Københavns Havn ved Trekroner fortet. Roerne blev hjulpet uskadte i land.

/ritzau/

BRUGERBILLEDER Egon raser over hele landet

  • Vandet kaster sig ind over Hammerhavnen Bornholm. (Foto: © Jesper Christensen, Brugerbillede)
  • Hanne Majlandt traf Egon i Hanstholm. (Foto: © Hanne Majlandt, Brugerbillede)
  • Hanne Majlandt fik et billede af Egon, der rammer Nørre Vorupør. (Foto: © Hanne Majlandt, Brugerbillede)
  • En forbipasserende bil forsvinder i skum på Hirtshals havn, skriver Junita D. Karlsen til sit billede. (Foto: © Junita D Karlsen, Brugerbillede)
  • Man skulle tro, det var et snelandskab, Amanda stod midt i. Men stormen har skabt skum på vandet, der har lagt sig på Hirtshals havn. (Foto: © Junita D Karlsen, Brugerbillede)
  • Flere færger ligger stille i stormen, men tidligere på dagen var blandt andet Ærøfærgerne på vandet i det sydfynske øhav. (Foto: © Knud Erik Christensen, Brugerbillede)
  • Havet slår ind over det nye havbad i Nørre Vorupør. (Foto: © Poul Arne Hebsgaard, Brugerbillede)
  • DMI har varslet om forhøjet vandstand, og her i Rørvig Havn er bådbroerne allerede druknet. (Foto: © Claus Holmgaard, Brugerbillede)
  • Man kan lige ane Ærøfærgen i det stormfulde vejr. (Foto: © Knud Erik Christensen, Brugerbillede)
  • Også på Enø ved Næstved havde Egon allerede taget godt fat lørdag klokken 15.18. (Foto: © Jan Lundstrøm, Brugerbillede)
  • Man risikerer at blive godt våd, hvis man tager en gåtur på Hirtshals Havn i dag. (Foto: © Jens-Peter Skagen Bylund, Brugerbillede)
  • Åbningen af Ny Nørreport station i dag i stormende vind. (Foto: © Sean Bodin, Brugerbillede)
  • Stormen Egon giver flotte bølger. Taget lørdag eftermiddag oppe ved Svinkløv Badehotel, skriver Annette Svendsen. (Foto: © Annette Svendsen, Brugerbillede)
  • Et oprørt hav ved stranden ved Kanhavekanalen på Samsø. (Foto: © Morten Kjeldgaard, Brugerbillede)
  • Den voldsomme blæst pisker Vesterhavet til skum som malerisk hvirvles over vestmolen, skriver Tommy Jensen til sit billede. (Foto: © Tommy Jensen, Brugerbillede)
  • Jens-Peter Skagen Bylund var en tur forbi Hirtshals Havn i eftermiddag. - Egon er dårligt kommet i gang her klokken 14.30. Så der skal nok komme gang i den, skriver han til billedet. (Foto: © Jens-Peter Skagen Bylund, Brugerbillede)
  • Billedet er taget et stykke fra Mårup Gamle kirke, hvor Egon virkelig viste tænder, skriver Bo Folmer. (Foto: © Bo Folmer, Brugerbillede)
  • Kresten Skak Jensen har taget dette billede, hvor bølgerne slår imod stenene, der beskytter stranden ved Stolbro strand. (Foto: © Kresten Skak Jensen, Brugerbillede)
  • Indkørslen til Lakolk Strand på Rømø. Taget lørdag ved 15.30-tiden. (Foto: © Henning Kühl, Brugerbillede)
  • Blæst og højvande men også opklaring på vej, skriver Jens Dejgaard Jensen til sit billede fra Frederiksværk Havn. (Foto: © Jens Dejgaard Jensen, Brugerbillede)
1 / 20