Fire personer efterlyses nu af det franske politi. Alle fire personer er navngivne og deres billeder er offentliggjort af politiet.
Udover de to gerningsmænd bag angrebet på Charlie Hebdo, efterlyses to personer i forbindelse med drabet på en politikvinde i Paris torsdag. Det skriver flere franske medier.
Står bag ny gidseltagning
De samme to personer menes at stå bag en ny gidseltagning i området Porte de Vincennes i det østlige Paris. Franske Le Monde skriver, at de personer holder mindst seks som gidsel.
Det franske nyhedsbureau AFP skriver, at to er blevet dræbt ved supermarkedet. Den oplysning vil politiet dog ikke bekræfte.
De to nye efterlyste er en mand ved navn Amedy Coulibaly på 33 år og en kvinde, Hayat Boumeddiene på 27 år.
Manden er angiveligt bevæbnet med to automatvåben og betegnes som ekstremt farlig. Kvindens rolle i situationen er endnu ukendt.
Samme islamistiske gruppering
Begge menes at tilhøre samme islamistiske gruppering fra 19. arrondissement i Paris, som de to gerningsmænd bag massakren på satirebladet Charlie Hebdo også menes at tilhøre.
De to oprindelige efterlyste, brødrene Cherif Kouachi og Said Kouachi, er under belejring på et reklametrykkeri nordøst for Paris.