For første gang er en dansk statsborger efter alt at dømme blevet dræbt af den vesligt ledede koalition i Syrien.
Det skriver Politiken søndag.
Den 25. december mistede den 18-årige danske konvertit LD angiveligt livet, da han befandt sig i et hus i den syriske grænseby Ayn al-Arab, mens byen blev bombet fra luften.
Det bekræfter en dansk kriger, som er i Syrien og var til stede under angrebet, samt flere kilder i det yderliggående islamistiske miljø i Danmark over for Politiken.
PET har ingen kommentarer
Politiets Efterretningstjeneste (PET) ønsker ikke at kommentere den konkrete sag.
Udenrigsministeriets Borgerservice vil hverken be- eller afkræfte dødsfaldet, men oplyser dog, at man kender til forlydenderne og er i kontakt med den berørte familie, som også Politiken er i kontakt med.
Den USA-ledede koalition gennemførte 25. december luftangreb i det nordlige Syrien for at presse Islamisk Stat tilbage. Det er angiveligt under denne operation, at medlemmer af Islamisk Stat - herunder den 18-årige dansker - mister livet, skriver Politiken.
Den første dansker dræbt af koalitionen
Det er ikke første gang, at en dansk konvertit bliver dræbt i kampen om kontrollen med områder i Syrien og Irak.
I marts 2013 mistede 30-årige KS livet i kamp med syriske regeringstropper tæt ved byen Homs.
Og i 2014 sprængte 21-årige VK fra Aarhus angiveligt sig selv i luften ved et selvmordsangreb for Islamisk Stat i Irak.
LD er det første kendte eksempel på en dansker, der er dræbt af koalitionens flybomber.
Professor: Danske fly kan angribe egne statsborgere
Danske kampfly deltager i koalitionen mod Islamisk Stat og bomber alene over Irak, ikke over Syrien.
Professor i strafferet ved Københavns Universitet Jørn Vestergaard, ser ikke umiddelbart noget problematisk i risikoen for, at danske kampfly angriber egne statsborgere, hvis luftbombardementerne er udført i overensstemmelse med krigens love
- Den danske statsborgers død er vel i så fald selvforskyldt, i og med at han har valgt side ved at deltage i den væbnede konflikt sammen med fjendtlige styrker, siger Jørn Vestergaard til Politiken.
/ritzau/