Oplysninger om borgernes sygdomme, seksuelle og sociale problemer er gennem syv år blevet indsamlet fra de praktiserende læger til en central database, DAMD.
Og selvom det har vist sig at være i strid med loven, og de ulovligt indsamlede oplysninger nu skal slettes i selve databasen, så vil Rigsarkivet gemme en kopi af hele databasen til evig tid.
Det kan ingen protester ændre på, slår Rigsarkivet i dag fast over for P1 Orientering og understreger, at kun kulturministeren har beføjelser til at stoppe planerne.
I går meldte de Praktiserende Lægers Organisation, PLO, ud, at den er imod at overføre de ulovlige data til Rigsarkivet. PLO ejer databasen sammen med Danske Regioner.
Man kan ikke sige nej
Men det betyder ikke noget, siger chefkonsulent i Rigsarkivet Poul Olsen.
- De skal aflevere oplysningerne. Hvis der er tale om bevaringsværdige arkivalier, er der ikke nogen, der kan modsætte sig at data overdrages til offentlige arkiver i overensstemmelse med arkivlovgivningen, siger Poul Olsen.
Heller ikke de enkelte borgere, kan sige nej til at få deres følsomme helbredsoplysninger overført til Rigsarkivet.
- Nej, det kan man ikke, siger Poul Olsen og forklarer:
- Når vi har modtaget en database, så ligger dens oplysninger uforandret, forhåbentlig til tidernes ende. Det er selve meningen med at opbevare dem, og vi har simpelthen en forpligtelse til at sørge for at data opbevares i den autentiske form, de er afleveret til os i. Vi retter ikke i data, vi har modtaget.
Bevaringsværdige data
Rigsarkivet vurderer, at databasen er bevaringsværdig, og har altså derfor krævet en kopi af den, inden Region Syddanmark som er dataansvarlig sletter de ulovligt indsamlede data i DAMD-databasen.
- Databasen giver kilder til en endnu ikke eksisterende indsigt i det offentlige sundhedsvæsens virke i DK de sidste fem år, - viden vi ikke har i forvejen og som vil være aktuel til historisk brug og og videnskabelig brug i mange år fremover, siger Poul Olsen.
De Praktiserende Lægers Organisation mener ikke, Rigsarkivet har hjemmel til at kræve de ulovlige sundhedsdata udleveret. Rigsarkivet har nemlig henvist til en bekendtgørelse om arkivalier på sygehuse og hospitaler.
Men det betyder ifølge chefkonsulent Poul Olsen heller ikke noget.
Kan skræddersy reglerne
- Det spiller faktisk ikke nogen rolle. Vi har vurderet at databasen er bevaringsværdig, og skulle det så vise sig efter en nærmere prøvelse ikke at falde ind under bekendtgørelse 994 af 3. august 2010, vil vi udstede en supplerende bevaringsbestemmelse som konkret retter sig mod den nævnte database, siger Poul Olsen til P1's Orientering.
Ifølge Poul Olsen mener både Datatilsynet og Datarådet, at Rigsarkivet er fuldt berettiget til at modtage oplysningerne fra DAMD-databasen efter arkivlovens regler. Og kun én myndighed kan forhindre at det sker.
- Det er kulturministeren, der kan instruere os som instruksbeføjet minister, siger Poul Olsen.
Lægerne vil appellere til Jelved
Efter den melding vil de Praktiserende Lægers Organisation, PLO's nu henvende sig til kulturminister Marianne Jelved.
- Vi har indsamlet data for at lave kvalitetsudvikling og troede grundlaget var i orden. Når det har vist sig ikke at være tilfældet, er det vigtigt vi får slettet de data, for at bevare tilliden til fortroligheden mellem os og patienterne, siger PLO's formand, Bruno Melgaard.
Ifølge Melgaard vil PLO nu appelere til Marianne Jelved.
- Vi må bede kulturministeren tage sig af sagen, så vi får de data slettet, siger han.
Minsteriet har ingen kommentarer
Det har ikke været muligt i dag at få en kommentar fra kulturministeren til, hvordan hun forholder sig til sagen.
Ministeriet skriver i en mail til DR Nyheder:
- Vi er i øjeblikket i gang med at undersøge sagen nærmere og kulturministeren har modtaget forskellige folketingsspørgsmål i sagen. Derfor ønsker ministeren ikke at udtale sig i sagen, før spørgsmålene er besvaret.
Mandag er der møde mellem Rigsarkivet og den dataansvarlige region, Region Syddanmark om overførslen af data fra DAMD-databasen til Rigsarkivet.
Afdelingschef i Region Syddanmark, Mads Haugaard siger til Ugeskrift for Læger i dag, at regionen er tvivlende over for grundlaget for at tage en kopi af databasen og vil kræve en grundig begrundelsen.