Identitetstyv svindlede 300.000 kr. fra Lasse

Lasse Jørgensen er én af de mange danskere, der hvert år udsættes for identitetstyveri.

Selvom Lasse Jørgensen selv har arbejdet i en bank og derfor vidste, hvordan han skulle agere, da hans pung blev stjålet, lykkedes det alligevel en identitetstyv at logge ind i hans netbank og overføre penge derfra. (© DR)

- Det er utroligt irriterende at vide, at der sidder en, som har adgang til alle ens personlige oplysninger, ens bankkonti og rent faktisk agerer som mig.

Sådan beskriver Lasse Jørgensen, der til daglig arbejder som managementkonsulent, oplevelsen af det identitetstyveri, han var udsat for i november måned i år.

Første gang han blev opmærksom på problemet, var en torsdag aften sidst i oktober, da netbanken afslørede, at der var blevet hævet 30.000 kroner fra hans konto i en bank - noget han aktivt gjorde sin bank opmærksom på.

- Næste gang, jeg logger ind i min netbank, kan jeg se, at der er en, der laver overførsler, at der er hævet 30.000 kroner mere, forklarer han.

Købte otte Iphones

Lasse Jørgensen kontakter endnu engang banken, som hurtigt får lukket ned for muligheden for at misbruge kontoen.

Det betyder dog ikke, at det dermed er slut. Tyven, der har taget Lasse Jørgensens identitet på sig, holder sig nemlig ikke bare til at hæve og overføre penge.

- I tiden derefter kom der så flere og flere breve ind af brevsprækken med, at jeg var blevet kunde i en række teleselskaber og havde købt otte Iphones forskellige steder, siger han.

Vedkommende har derudover også "shoppet igennem i Magasin", som Lasse Jørgensen beskriver det:

- Alt i alt har han forsøgt at købe ting og overføre penge fra min konto for 300.000 kroner, siger han.

Første gang da Lasse Jørgensen opdagede, at han var udsat for et identitetstyveri, var da han loggede ind på sin netbank, og så at der var hævet 30.000 kroner fra hans konto. (© DR)

Et stigende problem

Lasse Jørgensen er langt fra den eneste, der har måttet døje med identitetstyveri i 2014.

En rundringning, som DR Nyheder har lavet til otte af landets største forsikringsselskaber, viser, at der er sket en tredobling i antallet af sager fra 2013 til 2014.

Hvor forsikringsselskaberne i 2013 havde omkring 116 sager, er tallet steget til 306 i 2014.

Begyndte med stjålet pung

I Lasse Jørgensens tilfælde fik identitetstyven sandsynligvis adgang til hans liv ved et indbrud i et fitnesscenter tilbage i oktober.

Her blev der brudt en række skabe op og stjålet punge, telefoner og nøgler fra skabene.

Tyveriet blev meldt til politiet, og Lasse Jørgensen meldte det også til sin forsikring og bank og fik lukket ned for sine kort.

- Så regnede jeg egentlig med, at det var ude af verden. At jeg bare skulle købe en ny pung og bestille nye kort. Men så går der en ti-dages tid, og så er der hævet nogle penge på min konto, som jeg ikke selv kender til, siger han.

Kan ske for alle

Under hele sagen er det især kommet bag på Lasse Jørgensen, at det har været så let for tyven at tegne mobilabonnementer og få et NemID-nøglekort ved bare at have sygesikringskort og billede-id.

- Billedet skulle jo gerne være en sikkerhed for, at det er den person, der står der. Der tror jeg, at vi har så stor tillid til hinanden, at vi ikke tjekker det grundigt nok, siger han.

Lasse Jørgensen har tidligere selv arbejdet i en bank og vidste derfor, hvilke forholdsregler han skulle tage efter tyveriet i fitness-centret. Alligevel skete det, og derfor er han ikke i tvivl om, at det er noget, alle kan komme ud for.

Selvom han i dag har fået sine penge tilbage og har udredet alle misforståelserne, føler Lasse Jørgensen sig stadigvæk ikke helt sikker:

- Det kan jo sådan set fortsætte så længe, at han har mit kørekort og sygesikringskort, og så længe der er nogen, som tror på, at han er mig. Så så længe, at han har det, er man jo ikke sikker på, at det ikke sker igen.