Trafikofre oplever næsten 50 procent flere skilsmisser end personer, der ikke har været ramt af trafikulykker.
De har svært ved at finde tilbage til arbejdsmarkedet, og så er de mere sårbare over for modgang og chok i tilværelsen. Dertil kommer store økonomiske følger, der i værste fald præger resten af tilværelsen, skriver Politiken.
Det fremgår af den hidtil mest omfattende analyse af trafikulykkers konsekvenser i Danmark.
Konsekvenser ti år efter
Analysen fra brancheorganisationen Forsikring & Pension har fulgt de mere end 9.000 danskere, der kom til skade ved et trafikuheld i 2002, og som derfor har mærket konsekvenserne mere end 10 år efter.
- Det overrasker os, at der er så omfattende og langtrækkende konsekvenser af trafikulykker, og især at det kan have så stor en effekt på skilsmisserisikoen siger Jan V. Hansen, underdirektør i brancheorganisationen Forsikring & Pension.
Kommer aldrig over det
- Det vi kan se er, at trafikofre i det hele taget har store problemer med arbejde, indkomst og familieliv i mange, mange år - nogen kommer aldrig rigtig over det, siger han.
Foruden de sociale konsekvenser viser analysen, at hvert enkelt trafikoffer i runde tal koster samfundet 1,3 millioner kroner frem til pensionsalderen.
De godt 9.000 trafikulykker, der resulterede i personskader i 2002, har dermed kostet samfundet 11,8 milliarder kroner i produktionstab, sygedagpenge og førtidspension.
Undersøgelse er en øjenåbner
Foreningen for ulykkesskadede i Danmark (PTU) kalder undersøgelsen en øjenåbner.
- Vi har simpelthen ikke været opmærksomme på, hvor store sociale, psykologiske og økonomiske følgevirkninger, der er forbundet med trafikulykker, siger PTU-direktør Philip Rendtorff til Politiken tirsdag.
/ritzau/