Rolf om grim skilsmisse: Jeg ved det skader min søn

14 procent af alle skilsmisser ender grimt - Rolf Pedersen er én af dem, der oplever det på egen krop.

Rolf Pedersen og hans eks har prøvet at gå til konfliktmægling sammen, men hun ønsker stadig ikke, at der skal være samvær mellem Rolf og hans søn (© DR)

Små meddelelser i en kinabog eller en sjælden mail. Det er den eneste måde, som Rolf Pedersen og hans eks kan kommunikere på halvandet år efter deres skilsmisse.

Bogen sendes med deres fælles søn på 2,5 år, når han overnatter hos forældrene. For Rolf Pedersen er der ingen tvivl om, at konflikten er noget, der påvirker hans søn.

- Det kan godt være, at han ikke kan sætte ordene på det, men han ved godt, hvad der foregår, og han tager en masse ansvar på sig allerede som to et halvt-årig, og det er ubehageligt at opleve, forklarer han.

Var knækket uden godt netværk

Fra at have set sin søn hver dag har Rolf Pedersen i dag samvær med sin søn en gang om ugen.

Den omstilling har været hård - nærmest som at få revet sit hjerte ud, forklarer han.

- Når jeg hører historier om, at mange hjemløse er blevet hjemløse, fordi de har været i skilsmissesituationer, så kan jeg rigtig godt forstå det. Hvis ikke jeg havde haft et godt netværk af venner, familie, kollegaer, arbejdsplads, psykologer, så var jeg knækket fuldstændig sammen. Det er jeg slet ikke i tvivl om.

Derudover har det tidligere par fået delt julen mellem sig af Statsforvaltningen, så de skiftes til at fejre den med deres søn.

- Så for første gang i halvandet år skal jeg se min søn to dage i træk. Det bliver stort, siger han.

Hver syvende skilsmisse ender grimt

Rolf Pedersen er langt fra den eneste dansker, der er midt i en konfliktfyldt skilsmisse.

En ny undersøgelse, der fungerer som en forløber for et forskningsprojekt på Institut for Psykologi ved Københavns Universitet, som psykolog Søren Sander står bag, viser, at omkring 14 procent af alle skilsmisser ender grimt.

Grimt betyder, at der er børn indblandet i skilsmissen, samt at mor og far hverken kan tale eller deltage i vigtige familiebegivenheder sammen.

I Statsforvaltningen tre gange

Rolf Pedersen og hans tidligere partner har været i Statsforvaltningen tre gange.

Første gang var det for at få rådgivning til at lave en samværsaftale, mens de to efterfølgende gange var forbundet med deres uoverensstemmelser om samværet

- Det har været meget ubehageligt, og når der er advokater blandet ind i sådan noget, bliver det meget mærkeligt, siger han.

- Det kommer til at handle om alt muligt andet end barnet.

DR Nyheder har været i kontakt med Rolf Pedersens eks, som ikke har ønsket at udtale sig.

I 2013 endte knap 16.000 sager om samvær i Statsforvaltningen. Det er en stigning på 60 procent siden 2006.

Mandag aften klokken 22 sender DR2 det første af i alt fire afsnit i en ny dokumentarserie kaldet "Krigen om børnene". Her kan seerne både følge de personlige historier, se de beskidte tricks og få input til en forebyggende indsats.

Vil du vide mere om, hvordan man undgår en grim skilsmisse? Så kan du chatte med psykolog Søren Sander i aften mellem kl. 19 og 20 her på dr.dk. Du kan stille dit spørgsmål fra kl. 18.