Forsker: Udenlandske arbejdere er bange for at blive slidt op

Overenskomster bliver bøjet og strukket til ukendelighed, når det gælder udenlandske arbejdere, erfarer forsker.

Det er hårde arbejdsvilkår, der møder mange udenlandske statsborgere i den danske rengøringsbranche. (© Colourbox)

De er berygtet for at arbejde hurtigt og effektivt og for at sige ja til at arbejde på alle tider af døgnet.

Arbejdere med udenlandsk statsborgerskab er populære blandt mange danske virksomheder. For tre år siden besad udenlandske statsborgere godt 107.000. I dag er det tal steget til 130.000.

Rengøringsbranchen er én af de brancher, hvor mange udenlandske statsborgere bliver ansat. Rengøringspersonalet kommer fra lande som Polen, Rumænien og Bulgarien, og mens lønnen er lav set med danske øjne, er den op mod 10 gange højere sammenlignet med et lønnen for ufaglært arbejde i Østeuropa.

Derfor er det ikke svært at rekruttere den udenlandske arbejdskraft for danske virksomheder. Men der er en bagside.

Hurtigere, hurtigere

Det fortæller Lise Lotte Hansen, der er lektor på Institut for Samfund og Globalisering ved Roskilde Universitet.

Hun har i forbindelse med et forskningsprojekt om solidaritet mellem arbejdstagere interviewet omkring 35 rengøringsarbejdere og har derigennem hørt historier om, hvilke vilkår udlændingene arbejder under.

- De arbejder under et meget højt tempo, der hele tiden stiger, og er bekymrede for at blive slidt ned, siger Lise Lotte Hansen.

Bøjet overenskomst

Samtidig arbejder mange af dem på kontrakter, hvor timetallet er usikkert.

Nogle af de ansatte har fortalt, at de kun bliver lovet et minimum på 40 timer om måneden, og at de ikke ved med garanti, om de får tilbudt mere.

Andre arbejder så meget, at de ikke føler, at de har noget liv ved siden.

Det lyder som vilkår, der ikke hører hjemme på virksomheder, der har overenskomst. Men det er ikke tilfældet, siger Lise Lotte Hansen.

- Alle dem jeg har talt med, er på overenskomst. Den bliver bare bøjet og strukket.

Skylden er arbejdsgivernes

Gennem sine interview har Lise Lotte Hansen også fået at vide, at flere af de ansatte ikke føler, at der bliver lyttet til dem på arbejdspladsen, og at de ikke bliver respekteret.

Alligevel har de svært ved at sige fra. Lise Lotte Hansen mener dog ikke, at man kan give de udenlandske arbejdere skylden for, at arbejdsvilkårene på de ufaglærte stillinger er presset, fordi de netop ikke siger fra.

- Det er for simpelt. De er afhængige af at finde arbejde, og det er der så nogle arbejdsgivere, der udnytter.