Økonomien i Grønland er hårdt presset, og landets Økonomiske Råd vurderer, at der er brug for varige og fastholdte budgetforbedringer på op mod én milliard kroner, hvis der skal være balance mellem indtægter og udgifter frem mod 2040.
Flere af de grønlandske politikere, der er midt i valgkamp, mener, at turismeindustrien skal være med til at nå milliardmålet. Eksempelvis er målsætningen hos det venstreorienterede parti Inuit Ataqatigiit (IA) at fordoble indtægterne fra turismeindustrien.
Professor i geologi og ekspert i de grønlandske råstoffer, Minik Rosing, er en ivrig Grønlands-debattør og mener, at potentialet i turismen er stort.
- Potentialet er meget, meget stort, for Grønland er jo et fantastisk sted og har nogle helt usædvanlige natur- og kulturforhold og alt muligt andet, som alle kan se, er fantastisk, forklarer han.
- Og så ligger det ikke ret langt væk fra kunderne, som er i Europa og Amerika.
Rapport peger på turisme
Minik Rosing bakkes op af en rapport udarbejdet af Rambøll for Greenpeace, der blev udgivet tidligere i år.
Rapporten konkluderer at særligt tre sektorer kan være med til at få balance i den grønlandske økonomi - fiskeri, minedrift og altså turisme.
Turisterne opholder sig nemlig i Grønland i relativt kort tid og bruger ikke få penge, mens de er der. Derfor er der altså et uudnyttet potentiale påpeger rapporten.
Turister bliver ved med at komme
Turismepotentialet kan faktisk vise sig at blive en endnu større indtægtskilde end råstofferne, mener Minik Rosing, der også er formand for Udvalg for samfundsgavnlig udnyttelse af Grønlands naturressourcer.
- Turisme kan potentielt set være på samme skala eller overtrumfe for eksempel mineralske råstoffer - det kan man sagtens forestille sig, siger han.
- Man skal huske på, at indtægterne fra for eksempel minedrift er en engangsindtægt. Det er en ikke-fornybar ressource - turisterne bliver ved med at komme, hvis man gør det godt.
Det grønlandske valg afgøres fredag den 28. november.