Grønlandsk valg: Turisterne skal redde den skrantende økonomi

Den grønlandske økonomi er hårdt presset og derfor fylder potentielle indtægtskilder i valgkampen.

Den grønlandske økonomi er presset og for at bedre den, kigger flere partier mod turismen. (Foto: © Mads Raagaard, DR)

Isbjerge, hvalsafari og en tur henover indlandsisen skal være en lige så selvfølgelig ferieform som en tur til Toscana eller Thailand.

Det mener i hvert fald flere af de grønlandske politikere, der lige nu er midt i valgkampen.

Turisme kan der nemlig tjenes penge på, og penge har Grønland alvorligt brug for - for landets udgifter er langt større end indtægterne.

- Vi har en stor økonomisk udfordring, og derfor er vi nødt til både at gennemføre reformer på en række områder, og vi er nødt til at finde andre måder at udvikle nogle erhverv, siger spidskandidat for venstreorienterede Inuit Ataqatigiit (IA), Sara Olsvig.

Omkring 60.000 turister

Ved sidste valg var det særligt øens råstoffer, der satte dagsordenen, men denne gang er det altså turisterne, der er blandt overskrifterne.

- Råstofsektoren kan vi simpelthen ikke bare sidde og vente på. Der er så mange faktorer, der spiller ind i forhold til råstofsektoren, at vi også er nødt til at se på andre erhverv, og der peger vi på turismen som et af de andre erhverv, siger Sara Olsvig.

Står det til IA skal omsætningen i den grønlandske turismeindustri tage et markant hop.

Allerhelst skal den stige til det dobbelte - fra 334 millioner kroner om året. Millioner, der vil falde på et tørt sted i den grønlandske økonomi.

Ifølge Grønlands Økonomiske Råd er der nemlig brug for varige og fastholdte budgetforbedringer på op mod én milliard kroner, hvis der skal være balance mellem indtægter og udgifter frem mod 2040.

Ifølge Visit Greenland får Grønland årligt besøg af omkring 60.000 turister, hvoraf to ud af tre kommer fra Danmark.

Bedste turistattraktion i Arktis

I de grønlandske socialdemokrater Siumut mener tidligere råstofminister Jens-Erik Kirkegaard også, at turismeindustrien skal udbygges.

- Jeg har en vision om, at Grønland skal være den bedste turismeattraktion i Arktis inden for en ganske kort årrække, siger han.

Han er derfor klar til at putte penge i blandt andet hotelbyggerier samt udvidelse af lufthavne, så flere selskaber kan lande med større fly.

- En grundlæggende god infrastruktur i et land er en vigtig del i forhold til at få gang i en industri som turisme, forklarer han.

Jens-Erik Kirkegaard erkender også, at en del af forklaringen måske skal findes i de høje billetpriser for at flyve til Grønland. Han håber derfor, at en bedre infrastruktur kan lokke flere selskaber til at åbne ruter til det kolde nord og derved skabe konkurrence på markedet.

IA: Behøver ikke være dyrt

Sara Olsvig fra IA mener dog ikke nødvendigvis, at det behøver at koste mange penge at forbedre turismeindustrien på Grønland.

Hun tror nærmere, at det handler om at tiltrække de rigtige turister - altså dem, der lægger flere penge end andre.

- Så det er lige så meget en omstrukturering og en omprioritering, der skal til, siger hun.

Grønlænderne går til valg næste fredag den 28. november.

12.52: DR Nyheder har rettet i artiklen, da det fremgik, at der var et årligt underskud på én milliard kroner i den grønlandske økonomi. Det var forkert. Istedet er der tale om, at der er brug for varige og fastholdte budgetforbedringer på op mod én milliard kroner, hvis der skal være balance mellem indtægter og udgifter frem mod 2040.