Han har boet 27 år i Danmark. Han ser landet som sit eget, men alligevel overvejer han at drage i hellig krig langt fra de trygge rammer herhjemme.
DR Nyheder har interviewet den 27-årige mand, som vi kalder 'Ahmed', der vil tage til Syrien og kæmpe på muslimske oprørsgrupper som Islamisk Stat og Al Nusras side, hvis han får chancen.
Man skal ikke dømme IS på forhånd
Manden har ønsket at være anonym på grund af den højspændte situation omkring danskere, der kæmper for IS eller Al Nusra. Men det stopper ikke 'Ahmed's' overvejelser om at tage af sted.
- Det er min pligt som muslim at hjælpe muslimer i nød. Og jeg ville tage derned, hvis jeg fik chancen, siger 'Ahmed' til DR's Kristian Sloth
Ahmed vil dog ikke nødvendigvis støtte Islamisk Stat, hvis han skulle tage af sted.
- Jeg kender ikke Islamisk Stat. Jeg har været her i Danmark hele tiden, og man må ikke dømme folk, man ikke kender, siger 'Ahmed'.
Se hele det 27 minutter lange interview med 'Ahmed' i videoen i toppen af artiklen.
I dag vil DR2 forsøge at få svar på, hvad det er for en krig mod IS, vi er gået ind i, og hvad formålet er. Det sker, når DR2 bruger hele dagen på at sætte fokus på Danmark som krigsførende nation.