Dansk islamist: Danmark er i krig med hele islam

PET vurderer, at over 100 danskere indtil videre er rejst til Syrien og Irak for at kæmpe for de stridende parter. DR har talt med én af dem, der overvejer at følge i deres fodspor.

'Ahmed' vil ikke vise sit ansigt eller oplyse sit rigtige navn. Han fortæller, at det er på grund af den højspændte situation omkring danske muslimer, der støtter islamistiske grupper i Syrien og Irak. Og det gør Ahmed.

Han forklarer, at Danmark er i krig med hele islam.

- Det er muslimer, som har deres religion, har deres sharia-lov og har alt det, der skal til for at være muslim. Så derfor er det ikke en kamp mod IS, al-Nusra og islamistiske grupper. Det er en kamp mod islam i en enhed, siger Ahmed.

DR møder ham i Grimhøj-moskeen i det vestlige Aarhus. Her har han sin daglige gang. Ifølge Aarhus politi er mindst 22 andre, der har haft sin daglige gang i moskeen, taget til Syrien og Irak for at kæmpe for islamistiske oprørsgrupper som f.eks. Islamisk Stat og al-Nusra.

PET vurderer, at mindst 100 danskere er taget af sted for at kæmpe i Syrien og Irak. Men tallene er yderst usikre og det er umuligt at vide præcist, hvor mange der kæmper, og hvem de kæmper for.

Overvejer at blive kriger

Ahmed kender også selv flere, der er taget til Syrien for at kæmpe – og flere, der er blevet dræbt. Han overvejer, at gøre dem følge.

- Det er min pligt, at jeg hjælper muslimerne.

Men vil du tage derned?

- Hvis jeg fik chancen så ja.

Men arbejder du konkret på at komme af sted?

- Nej ikke lige nu, nej.

Men du vil godt give dit liv om nødvendigt i den kamp?

- Selvfølgelig. For Gud vil jeg gerne give mit liv.

Farlig krig

Ahmed har tilbragt størstedelen af sit liv i Danmark. Har taget en uddannelse. Ser Danmark som sit land. Han overholder den danske lovgivning. Men han mener, at Danmark forråder hans brødre og søstre i Mellemøsten.

- Det er en meget, meget farlig krig, som burde stoppes omgående. Meget hurtigt, da det vil skabe had imellem muslimer og Vesten i de lande, der bor muslimer i.

Herunder også Danmark?

- Herunder også Danmark.

Ahmed mener, at sunni-muslimerne gør oprør efter årtiers undertrykkelse af diktatorer, som Vesten har indsat, og han tror ikke på, at IS har dræbt civile. Heller ikke de nødhjælpsarbejdere og journalister, hvis mord er blevet optaget på video og lagt på nettet af IS.

- Det er ikke alt, som man ser eller hører, der er sandheden.

Tror du ikke på de videoer?

- Det tror jeg ikke på, nej.

Tror du, de er konstruerede?

- De er konstruerede, og det er løgn fra USA's side.

Føler sig dolket i ryggen

Ifølge Ahmed blander Danmark sig i en krig, der ikke vedrører os.

- Det er jo skuffende, at man bor i et land, som man betaler skat til. Man udøver en hjælp til det land, man har kunnet lide at bo i, og oven i køber bliver dolket bagfra af et land, som lige nu medvirker til en krig mod sine brødre og søstre, som er i de lande der.

Sådan føler du det?

- Ja.

Hør også Ahmed i TVAvisen kl. 21.30 på DR1.