Politiet om OW Bunker svindel: Vi har ikke anholdt nogen

Den omfattende svindel for op mod 750 millioner kroner i et datterselskab til OW Bunker, har endnu ikke ført til nogen anholdelser.

Politiet har endnu ikke modtaget noget anmeldse om svindel i OW Bunker. (Foto: © Kasper Palsnov, Scanpix)

Nordjyllands Politi har endnu ikke modtaget nogen anmeldelse fra OW Bunker om den millionsvindel, som virksomheden i nat fortalte offentligheden om gennem en fondsbørsmeddelelse.

Det betyder også, at den ledende medarbejder, som i går, onsdag, tilstod svindlen overfor den øverste ledelse i OW Bunker, stadig er på fri fod.

- Vi er efter aftale med statsadvokaten for økonomisk kriminalitet i dialog med den implicerede virksomhed for at få tilvejebragt klarhed over, om der er noget, der skal efterforskes af politiet, skriver politiinspektør Michael Kjeldgaard i en pressemeddelelse.

Fløj til Nordjylland for at tilstå svindlenDet var midt i et møde onsdag formiddag, hvor bestyrelsen for OW Bunker var samlet, at det pludselig bankede på døren.

Ind trådte lederen af datterselskabet Dynamic Oil Trading.

Den danske medarbejder var rejst fra Singapore til Nørresundby for at fortælle sin chef, at han sammen med ledende medarbejdere i Singapore havde svindlet sin arbejdsplads gennem de seneste seks måneder.

Men på trods af den klare erkendelse, så har OW Bunker altså indtil nu ikke politianmeldt millionsvindlen, som kan være på helt op mod 750 millioner kroner.

- Nu får vi undersøgt, om der er noget, som er relevant for politiet, skriver Michael Kjeldgaard fra Nordjyllands Politi.

Ud over svindlen har OW Bunker tabt yderligere 750 millioner danske kroner som følge af en elendig risikostyring, hvilket har kostet en kvindelig chef jobbet. Egenkapitalen er dermed gået tabt, og selskabet kæmper nu for overlevelse.