Før havnede unges breve fra politi, kommune og læge i postkassen sammen med resten af familiens.
Men fra på lørdag har forældre ikke længere lige så direkte adgang til deres 15-årige barns post fra det offentlige. I stedet modtager alle 15-18-årige nu al deres post i deres helt egen digitale postkasse.
Og selv om børnene ikke er myndige, så er der ingen adgang til postkassen for forældre. Med mindre barnet aktivt vælger at lade sine forældre kigge med i papirerne.
Ifølge Kim Normann Andersen, it-professor på CBS, så skaber det nogle store potentielle problemer.
- Det er en markant omstilling i virkeligheden for en lang række 15-årige og deres forældre, siger han.
Politiet skriver til dit barn, ikke dig
Det er alt fra indkaldelser til lægetjek, henvendelser fra politiet, behandling af SU og en række andre breve fra stat, regioner og offentlige instanser, der nu bliver skjult for forældrenes daglige synsvinkel.
- Det går sikkert fint i 9 ud af 10 familier, hvor børne-forældre-forholdet er så godt, at barnet ikke ser noget problem i at give sine forældre lov til at se brevene. Men hvad med de sidste 10 procent? spørger Kim Normann Andersen.
- Det kan være delebørn eller unge, der er i konflikt med deres forældre. Der savner jeg, at der er gjort tiltag for at nå dem og få det her til at fungere, siger han.
Kim Normann Andersen mener, at der i disse tilfælde er en stor risiko for, at en række breve får lov at stå uberørt hen, både fordi de unge måske ikke har overskuddet til at tjekke brevene selv - og fordi de simpelthen anser digital post for at være et levn fra fortiden.
- For unge, der slet ikke har emailadresser, virker digital post jo som en dinosauragtig supergammel teknologi. Og det er et overset problem: At de simpelthen synes det er så gammeldags, at de ikke bruger det, siger han.
Forældrenes bør hjælpe til
I Kommunernes Landsforening (KL) kan man godt forstå bekymringen. Alligevel mener man, at man har gjort det nødvendige benarbejde for at gøre de unge klar til overgangen til digital post.
- Vi har masser af eksempler på kommuner, der arbejder med undervisningsmateriale i de ældste klasser i folkeskolen. Så på den måde gør vi de unge klar til digital post ude i kommunerne, siger digitaliseringskonsulent i KL, Anders Lillienfryd Holte.
Hvad angår de familier, hvor kommunikationen mellem forældre og barn halter, eller hvor børnene ikke har overskuddet til selv at tage ansvaret for deres digitale post, så anbefaler Anders Holte, at de voksne træder til og hjælper barnet.
- Det er et spørgsmål om, hvorvidt man som forælder også tager et ansvar og hjælper sit barn ind i den verden, der er i forhold til digital kommunikation med det offentlige.
I en rundspørge, som Epinion har foretaget for DR Nyheder, svarer 44 procent af danskerne, at de forventer, at det bliver enten nemmere eller meget nemmere at kommunikere med det offentlige, når al post bliver sendt til den digitale postkasse.