Internetspioner og hellige krigere: Rapport udpeger de største trusler mod Danmark

Forsvarets Efterretningstjeneste har gjort op, hvad der lige nu udgør de største trusler mod Danmark.

Selvom den russiske præsident Vladimir Putin flekser med de militære muskler i disse dage, er han ingen reel trussel mod Danmark, vurderer Forsvarets Efterretningstjeneste. (Foto: © Byambasuren Byamba-Ochir, Scanpix)

Rusland vil blive ved med at rasle med sablen, men vil ikke tage den i brug. Til gengæld er terrortruslen mod Danmark og Vesten alvorlig.

Sådan lyder to af konklusionerne i en ny rapport fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), som blev offentliggjort torsdag. Rapporten ved navn Efterretningsmæssig Risikovurdering tegner et billede af de trusler, der 'retter sig mod Danmark og danske interesser'.

Rapporten fokuserer først og fremmest på Rusland og krisen i Ukraine, ligesom terrorisme, masseødelæggelsesvåben og cyberkriminalitet også er blandt de behandlede emner.

Ruslands raslende sabler

En hovedkonklusion i rapporten er, at Rusland - trods en øget militær tilstedeværelse både i sit eget nærområde og i Østersøen - ikke skal ses som en reel militær trussel mod Vesten eller Danmark.

Det siger chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, Thomas Ahrenkiel, til DR Nyheder.

- Vi vurderer altså ikke, at Rusland vil risikere en åben direkte militær konfrontation mod Nato. Det har de ingen interesse i, siger han.

Til gengæld ser FE en generel modernisering af de russiske styrker og en øget villighed til at varetage egne interesser i sit eget nærområde ved brug af militære midler. Det har blandt andet betydet, at russernes militær er mere synligt, hvad angår øvelser. Men det er i sig selv ikke usædvanligt.

- Man sender det signal til Nato, at man har en aktivitet, en kapacitet og en vilje. Det er der ikke noget nyt i, det er noget vi har set siden 2007 med en let stigning over de seneste år, siger Thomas Ahrenkiel.

Krisen i Ukraine

FE konkluderer også, at krisen i Ukraine kan risikere at ende i en frossen europæisk konflikt.

- Vi ser ikke en løsning, hvor man kan indgå et kompromis, som indebærer, at Ukraine derefter selv og selvstændigt kan vælge sin egen vej, herunder en tættere tilknytning til Europa og Nato, siger Thomas Ahrenkiel.

Derimod ser det ifølge FE's efterretninger ud til, at Rusland vil fastholde Ukraine i en position, hvor Rusland har afgørende indflydelse, siger Thomas Ahrenkiel, som dog afviser, at der kan være tale om en ny kold krig.

Terrortruslen er alvorlig

Hvor danskerne ikke behøver frygte det russiske militær, er der til gengæld god grund til at være mere frygtsom overfor terrortruslen fra militante islamister i Mellemøsten, Afghanistan og dele af Afrika, lyder vurderingen fra FE.

Terrortruslen mod Danmark, Vesten og vestlige mål i lokale konfliktområder er nemlig med rapportens ord "alvorlig". Det er blandt andet den internationale koalitions bombardementer i Syrien og Irak, der på kort sigt har øget intentionen om at angribe Vesten.

Antallet af hjemvendte krigere fra netop lande som Syrien og Irak, vil give militante islamister mere direkte adgang til Vesten og Danmark, lyder det.

Internetspioner truer danske virksomheder

Terrorangreb og russiske fly er dog ikke det eneste, danskerne skal bekymre sig om. Danske myndigheder og virksomheder er nemlig fortsat truet af en omfattende og voksende spionage via internettet.

Truslen kommer ifølge FE fra statsstøttede hackere, mens cyberkriminelle og såkaldte hacktivister (online aktivister, red.) kun udgør en mindre trussel mod danske interesser.

- Den teknologiske udvikling gør, at truslen er i konstant forandring. Det stiller store krav til sikkerhedsforanstaltninger og beredskab, lyder det i rapporten.