De fire gravhøje, som gravrøvere har tømt for historiske kulturskatte ved Grindsted i Jylland, er bare toppen af isbjerget.
Der er nemlig tusindvis af oldtidsgrave rundt omkring i landet, som stadig ligger uberørte hen, og dermed også er i farezonen for at blive tømt af gravrøvere, fortæller Niels Møller Algren, arkæolog på Sydvestjyske Museer.
- Der er masser af høje rundt omkring i Danmark. Vi har omkring 30.000 fredede gravhøje, som det er i dag, der alle daterer sig 4-6.000 år tilbage, fortæller han.
Det er heller ikke særligt svært at finde frem til de mange gravhøje, som er spredt over hele landet. Eller at finde ud af, hvordan man graver bedst efter kulturskattene.
- Man kan læse sig til det i Danmarks Oldtid (en bog, red.). Der står, hvor man finder tingene henne i en gravhøj, siger Niels Møller Algren.
- •
Genstande fra fortiden, herunder mønter, der er fundet i Danmark, og hvortil ingen kan godtgøre sin ret som ejer, er danefæ, såfremt de er forarbejdet af værdifuldt materiale eller har særlig kulturhistorisk værdi.
- •
Stk. 2. Danefæ tilhører staten. Den, der finder danefæ, og den, der får danefæ i sin besiddelse, skal straks aflevere det til Nationalmuseet.
Museumslovens § 40 om Strafbestemmelser:
- •
Med bøde straffes den, der overtræder § 30, stk. 2.
- •
Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i indtil 1 år, såfremt en overtrædelse er begået med forsæt og der er opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre og der i øvrigt foreligger særlig skærpende omstændigheder.
Gravrøvere vidste hvad de gik efter
Ikke siden en gruppe mænd tømte en række gravhøje ved Vorbasse tilbage i 1890'erne, har Danmark set gravrøverier af denne karakter.
- De tog rundt og plyndrede grave systematisk. Og det er det, vi frygter også kan være tilfældet i dag, Lars Bjarke Christensen, arkæolog hos Kulturstyrelsen.
Netop metoden bag de nye gravrøverier får arkæologerne til at frygte, at det kan ske igen.
- Det ville nok bare have været drengestreger, hvis der var tale om én enkelt gravhøj. Men her er det flere gravhøje med flere kilometers afstand, det er gået ud over. Det fortæller mig, at det er nogle, der har vidst, hvad de gik efter.
Ikke store værdier i tømte grave
Grave af den type, der er blevet plyndret, indeholder normalt tre genstande af samme karakter: Ravperler, lerkar og stenøkser.
For gravrøverne er ravperlerne uinteressante, for de forgår, hvis de ikke behandles. Det samme er lerkarrene, som ofte er så porøse, at de er umulige at tage op af graven uden det rette udstyr.
Kun stenøkserne har en reel værdi. Men selv om de bedst bevarede stenøkser kan give op til 15.000 kroner på det sorte marked, så mener Niels Møller Algren fra Sydvestjyske Museer, at det er småpenge.
- Det er jo ikke fantastiske skatte, man får ud af det. Øksene giver ikke så meget i salgspris. De er langt mere værd for os rent videnskabeligt, siger han.
Gravhøje efterladt uberørt til eftertiden
De mange gravhøje er fredede og burde derfor kunne være i fred. Og der er en god grund til, at arkæologerne ikke selv har tømt gravhøjene for år tilbage.
- Vi lader altid noget være til eftertiden. Og vi kan jo ikke flytte alle gravhøjene, så de ligger som en slags små arkiver i landskabet, forklarer Lars Bjarke Christensen, der også mener, at man risikerer at fjerne et fysisk bevis på Danmarks historie, hvis man graver alle højene ud.
- Det er en del af fortællingen, at man kan køre rundt i landskabet og se, hvor folk har levet for 4-6.000 år siden, siger han.
Ifølge Museumslovens kapitel om danefæ og danekræ kan man modtage bødestraf og fængselsstraf på op til ét år for at begå gravrøveri.