Studerende i klemme på grund af reform

Studerende, der vil skifte til en uddannelse med større jobmuligheder, forhindres i det af den såkaldte fremdriftsreform.

Uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen vil se på fremdriftsreformen. (© DR)

En reform, der netop er trådt i kraft, forhindrer tusindvis af studerende i at skifte uddannelsesforløb, hvis de mangler fag til at komme ind på den ønskede kandidatuddannelse, skriver Politiken.

Tidligere kunne studerende tage ekstra suppleringsfag for at kvalificere sig til studieskiftet, men den mulighed blev afskaffet med den såkaldte fremdriftsreform, der trådte i kraft dette studieår.

Med reformen må universiteterne kun se på fag, de studerende har taget på deres adgangsgivende bacheloruddannelse, når studerende skal optages på kandidaten.

Mange studerende er i klemme

Dermed får en humanistisk bachelor med dårlige jobmuligheder meget svært ved at skifte hest til en mere erhvervsrettet kandidatuddannelse med gode jobmuligheder. Ifølge avisen står mange i den situation.

På KU er meldingen, at 600 studerende er i klemme. På Aarhus Universitet drejer det sig om 800, på CBS et par hundrede, og også SDU mærker problemet.

Mange studerende har oven i købet allerede taget suppleringsfag, som nu ikke kan bruges som del af adgangsgrundlaget, som de havde fået stillet i udsigt.

Opfylder ikke krav

På CBS kommer en tredjedel af de 3.500 danske kandidater, der årligt optages, fra andre universiteter. Af dem opfylder en tredjedel ikke umiddelbart CBS' adgangskrav gennem deres bachelor.

CBS-rektor Per Holten-Andersen kalder et totalt stop for suppleringskurser for uklogt, og Dansk Industri mener, at regeringen modarbejder sin egen ambition.

Anbefaler at ændre regler

- Jeg vil anbefale regeringen at ændre reglerne for supplering, så man undtager de områder, hvor de studerende rent faktisk vælger uddannelser, hvor der efterfølgende er et behov for dem på arbejdsmarkedet, siger underdirektør Charlotte Rønhof til avisen.

Uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen vil nu diskutere med forligskredsen, om reglerne skal ændres.

/ritzau/