Hedegaard: Jeg tror ikke, at han kommer tilbage til Danmark for at skyde mig igen

Det vil ikke gøre fra eller til, at den sigtede attentatmand BH er på fri fod. 'De sender bare en anden', siger Lars Hedegaard til DR Nyheder.

- Jeg har det dårlig med, at jeg aldrig får nogen retssag. Det bliver jo aldrig belyst, hvad politiet ved om ham (den sigtede BH, red.), og hvorfor de er sikre på, at det var ham, der gjorde det, siger Lars Hedegaard. (Foto: © DR, DR)

Lars Hedegaard er rasende. Nyheden om, at den 27-årige BH, som er sigtet for attentatforsøget mod Hedegaard, er på fri fod, fik han i fredags, da en mand fra PET ringede.

De nærmere detaljer om, hvordan den sigtede kom på fri fod, kunne Hedegaard dog ikke få svar på i telefonsamtalen.

- Jeg har fået at vide, at han sidder i et højsikkerhedsfængsel, så kan han jo ikke bare være flygtet, siger Hedegaard i et telefoninterview med DR Nyheder.

Han hælder derfor til samme teori, som de danske myndigheder også arbejder ud fra. Nemlig at den 27-årige BH er blevet frigivet, muligvis i forbindelse med en fangeudveksling mellem Islamisk Stat og de tyrkiske myndigheder.

Og at det overhovedet har kunnet ske, er kommet som en overraskelse for Hedegaard:

- Politiet har hele tiden sagt til mig, at han sad godt og sikkert i et fængsel i Tyrkiet. De var overbevist om, at han på et tidspunkt ville blive udleveret, siger Hedegaard og fortæller, at han fik at vide, at udvekslingen ville trække lidt ud på grund af, at den skulle igennem det tyrkiske retssystem.

Men han havde bestemt ikke forestillet sig, at den sigtedes vej gik andre steder hen end Danmark:

- På den baggrund er ikke bare jeg blevet snydt, det er det danske politi også blevet noget så grundigt. Jeg er sikker på, at de ærgrer sig efter alle de kræfter, de har brugt på at opklare den her sag. Det er jo millioner og atter millioner, som er blevet spildt på en efterforskning, som ikke fører nogle steder hen, fordi tyrkerne lader ham løbe, siger han.

Kan ikke bekræfte

Søndag formiddag bekræfter det danske justitsministerium efter en afsløring fra Radio24syv, at der er grund til at tro, at den sigtede ikke længere befinder sig i tyrkisk varetægt:

- Justitsministeriet har imidlertid for nylig fået oplysninger, der tyder på, at den pågældende skulle være blevet løsladt. Dette er dog ikke bekræftet af de tyrkiske myndigheder, skriver ministeriet i en pressemeddelelse.

- Der er via Udenrigsministeriet rettet henvendelse til de tyrkiske myndigheder for at få afklaret, om den pågældende danske statsborger er blevet løsladt, ligesom den tyrkiske ambassadør i Danmark fredag var indkaldt til møde i Udenrigsministeriet om sagen, står der videre.

Lørdag sagde den sigtede mands advokat, Thorkild Høyer, at manden ikke længere er i fængsel i Tyrkiet. Hvor han opholder sig, ved advokaten dog ikke.

Ændrer ikke sikkerhedssituation

For Lars Hedegaard er der særligt en ærgrelse, der nu træder frem:

- Jeg har det dårlig med, at jeg aldrig får nogen retssag. Det bliver jo aldrig belyst, hvad politiet ved om ham (den sigtede BH, red.), og hvorfor de er sikre på, at det var ham, der gjorde det.

- Det skal jeg leve med resten af livet. Den der usikkerhed om, hvem der har sendt ham i byen, de nærmere omstændigheder og hvilke beviser var mod ham. Han er over alle bjerge og kommer aldrig her igen. Det er klart, at jeg har det skidt med det.

Til gengæld føler Hedegaard ikke, at det ændrer noget ved hans sikkerhedssituation:

- Jeg tror ikke, at han kommer tilbage til Danmark for at skyde mig igen. Det vil de formentlig finde en anden til, siger han.