FAKTA: Det ved vi om Lars Hedegaards formodede attentatmand

Manden, som er sigtet for drabsforsøget på Lars Hedegaard, er angiveligt blevet løsladt fra tyrkisk fængsel.

Lars Hedegaard blev sidste februar angrebet af en mand, som formentlig er på fri fod nu. (© DR)

* Den formodede gerningsmand, der forsøgte at skyde Lars Hedegaard i februar 2013, er 27 år.

* Han er dansk statsborger og af mellemøstlig oprindelse.

* Fra 2001 til 2005 arbejdede den 27-årige for et it-firma på Nørrebro, hvor han anbefalede en af sine venner til den ledige stilling. Vennen blev cirka to år senere idømt syv års fængsel i Glostrupsagen ifølge Jyllands-Posten.

* Den 27-årige kom i moskéen på Heimdalsgade i København. Den har tidligere været i fokus i forbindelse med flere terrorsager - blandt andet sagen fra Glostrup.

* Ifølge politiets efterforskning forlod den 27-årige Danmark samme dag, som attentatet fandt sted 5. februar 2013.

* Lars Hedegaard har forklaret, at der blev affyret et skud lidt efter klokken 11 i hans hjem på Frederiksberg, hvorefter pistolen klikkede, og det kom til håndgemæng, før gerningsmanden stak af.

* Gerningsmanden havde inden drabsforsøget forklædt sig som postbud for at lokke Lars Hedegaard ud af hjemmet.

* Manden blev anholdt med et falsk pas i Tyrkiet 25. april 2014.

* Den 10. oktober kontakter PET Lars Hedegaard og fortæller, at den formodede gerningsmand er blevet sat på fri fod i Tyrkiet.

/ritzau/